Vogel fastholder føring på verdensranglisten

04-11-2026 12:02

Annika Knudsen Lorentsen

Den nyeste verdensrangliste i springning, med resultater gældende for det seneste år til og med 31. oktober, er offentliggjort, og føringen er fortsat tilhørende tyske Richard Vogel

Copyright Ridehesten.com
Richard Vogel med United Touch S. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tyske Richard Vogel holder fortsat fast i førstepladsen på Longines verdensrangliste i springning. På den seneste rangliste, der omfatter resultater frem til og med 31. oktober 2026, har han udbygget sit forspring til amerikanske Kent Farrington, mens der også er enkelte forskydninger længere nede i top-10. Andreas Schou er fortsat bedst placerede dansker, men er denne måned faldet uden for verdensranglistens top-100.

Richard Vogel topper verdensranglisten med 3465 point. Den tyske toprytter har dermed et solidt forspring på 288 point til Kent Farrington fra USA, der indtager andenpladsen med 3177 point. Irlands Shane Sweetnam holder fast i tredjepladsen med 3164 point og er således kun 13 point efter Farrington.

Der er til gengæld lidt mere bevægelse blandt rytterne på de efterfølgende placeringer. Schweiziske Steve Guerdat er rykket fra femte- til fjerdepladsen med 3127 point, mens amerikanske McLain Ward tager et spring frem fra syvende- til femtepladsen med 3015 point.

Britiske Scott Brash går den modsatte vej og falder fra fjerde- til sjettepladsen med 2915 point. Landsmanden Ben Maher indtager syvendepladsen med 2910 point, mens franske Nina Mallevaey holder fast i ottendepladsen med 2832 point.

Tyske Daniel Deusser er rykket én placering frem og ligger nu nummer ni med 2787 point, mens israelske Daniel Bluman afslutter top-10 med 2762 point.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med Napoli vh Nederassenthof. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Andreas Schou fortsat bedste dansker
På den danske del af verdensranglisten er Andreas Schou fortsat bedst placerede dansker. Han er dog gået tilbage fra 77.- til 118.-pladsen og står nu noteret for 1411 point.

Zascha Nygaard er næstbedste dansker på 132.-pladsen med 1337 point. Hun er ligeledes gået tilbage fra sin tidligere placering som nummer 116.

Herefter følger Caroline Rehoff Pedersen, der er placeret som nummer 328 med 742 point, mens Laura Baaring Kjaergaard indtager 571.-pladsen med 398 point. Rikke Heineking er nummer 644 med 345 point, og Søren Møller Rohde følger som nummer 669 med 328 point.

I alt er 59 danske ryttere repræsenteret på den aktuelle verdensrangliste, der omfatter resultater fra perioden 1. november 2025 til 31. oktober 2026.

Se hele ranglisten her.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen