Werth og Weihegold vandt World Cup Grand Prix

24-01-2020 15:10

Camilla Tiefensee Schrøder

Med Charlotte Dujardin som nærmeste konkurrent vandt Isabell Werth dagens stjernespækkede World Cup Grand Prix, hvor danske Lone Bang Larsen og Bakkely's Onandt også var med blandt deltagerne – se deres ridt her

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Weihegold. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Sidste gang Isabell Werth var på banen med sin stjernehoppe Weihegold var ved Saab Top 10, hvor de blev slået af Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy. Men i dag var hun igen tilbage på sin vante plads på tronen, da hun vandt FEI World Cup Grand Prix i Amsterdam med 83.565 %.

Trods et helhjertet forsøg lykkedes det ikke den sidste rytter på banen, britiske Charlotte Dujardin, at slå dressurdronningen. Med en score på 81.957 % slog hun sin egen rekord i Grand Prix med hoppen Mount St. John Freestyle, men måtte stadig nøjes med andenpladsen.

Vi skal næsten fire år tilbage for at finde et stævne eller mesterskab, hvor Isabell Werth er blevet placeret lavere end andenpladsen med Weihegold. Det var nærmere bestemt ved OL i Rio 2016, hvor de kom på fjerdepladsen – og det i øvrigt var Charlotte Dujardin, der vandt guld med Valegro.

Lone og Onandt i det stjernespækkede felt
Det var et imponerende felt af ryttere, der konkurrerede i dagens World Cup Grand Prix i Amsterdam. Både Dorothee Schneider, Helen Langenhanenberg, Edward Gal, Emmelie Scholtens og Jessica von Bredow-Werndl var blandt de otte placerede på resultatlisten.
45-årige Lone Bang Larsen, som repræsenter Danmark ved det store stævne, opnåede 69.696 % på den danskopdrættede Bakkely's Onandt e. Onassis/Michellino (opdr. Preben Hald). Det er hendes første World Cup med den 13-årige hingst, og de sluttede på en 15.-plads.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Lone Bang Larsen om ridtet.

Se start- og resultatlisterne

Nyheden fortsætter efter annoncen

Grand Prixen er lagt op i sin fulde længde (i to forskellige opslag) på facebooksiden FEI Dressage. I den første del kan du se Lone Bang Larsens og Bakkely's Onandt. De starter ca. 27 minutter inde i videoen nedenfor.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen