Ændringer i dressurbedømmelser på vej

17-07-2025 06:36

Som en del af en større ændring, arbejdes der hos Dansk Ride Forbund også bag kulisserne på at opdatere bedømmelserne i dressur. Deltajerne er nødvendigvis ikke kendt af alle, men nu har DRF valgt at uddybe, hvad de reelt set arbejder på

Copyright Ridehesten.com
Ridesporten ændrer sig i takt med, at vi hele tiden bliver klogere. Nu er det tid til, at tage et kig på dressurbedømmelserne. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der arbejdes hele tiden for at forbedre ridesporten, og man bliver hele tiden klogere og klogere. Det er derfor også blevet tid til, at Dansk Ride Forbund tager et kig på bedømmelserne i dressur, så de bliver opdaterede og passer til nutidens sport. Dansk Ride Forbund har netop forsøgt at uddybe detaljerne bag arbejdet med de opdaterede dressurbedømmelser - hvad ændres der reelt og hvorfor? 

Ingen nye programmer
Dansk Ride Forbund slår for det første fast, at der for nuværende ikke vil komme nye dressurprogrammer, men at de allerede eksisterende programmer bibeholdes. Der foretages dog nogle justeringer i dem, så programmerne med det nye format i endnu højere grad understøtter og vægter den gode uddannelse af hesten, og at det først og fremmest er den positive accepterende hest og den gode ridning, der honoreres. 

Indføres på alle niveauer
DRF ønsker, at systemet og karaktergivningen i højere grad skal honorere selvbæring og afspændthed hos hesten, ligesom måden hvorpå rytterne løser opgaven på konkurrencebanen får står indflydelse på det endelige resultat, da det jo primært er rytterens arbejde med hesten, der evalueres. Det nye format vil blive indført på alle niveauer. Bedømmelserne følger stadig DRF's fordringer samt træningsskalaen, som kan ses lige her

Der er ikke noget nyt i, hvad dommerne dømmer efter, men med det nye format er vægtningen ændret, så fordringernes essens bliver endnu mere understøttet. Det vil altså sige, at ved at give karakterer for nogle meget konkrete delelementer, der alle bunder i god grundridning, kommer fokus i bedømmelsen til først at handle om, at uddannelsen af hesten er korrekt, og at hesten er tilpas i sit arbejde. 

De enkelte karakterer tilbyder også en klarere kommunikation, hvor det bliver let gennemskueligt for ryttere og trænere, hvor dommeren ser en positiv eller mindre gunstig kvalitet. Målet er, at bedømmelserne gerne skal vise sig mere gennemsigtige for alle aktører. 

Copyright Ridehesten.com
Ændringerne betyder blandt andet en tilføjelse af øvelser i visse programmer. Foto: Ridehesten.com

Hvad ændres så? 
Dansk Ride Forbund foretager en række helt konkrete ændringer i forbindelse med det nye format. Rent praktisk tilføjes en ny øvelse i alle programmer fra LB1 og opefter. Den nye øvelse er en halv 20-meter volte, der skal rides i trav og letridning, hvor hesten skal lægge sig frem og ned. Øvelsen indlægges som sidste øvelse inden, der rides af midterlinjen. Lige nu er der enkelte programmer, hvor øvelsen allerede findes, og her tilføjes den ikke yderligere. 

Øvelsen vil vægte med koefficient to, altså tælle dobbelt, og formålet er at vise, at hesten er løsgjort, kan spænde af og uden modstand ændres i formen. Øvelsen gælder ikke som en obligatorisk øvelse i kür-programmer. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Derudover vil der blive ændret i karaktererne for samlet udtryk, som er de karakterer, der gives når programmet er slut - altså til sidst på kritikken. Som det ser ud nu, er der i de fleste programmer 4-5 karakterer i bunden af kritikkerne. Der er blandt andet karakterer for gangarter, spændstighed, eftergivenhed og holdning, lydighed samt en rytterkarakter. 

I de opdaterede programmer vil der fra LB1 og opefter skulle gives hele syv karakterer i slutningen af kritikken. De syv karakterer er udarbejdet med udgangspunkt i de nuværende kritikker, men i de nye versioner, er bedømmelserne delt op på en måde, så det bliver mere præcist, hvad der gives karakterer for. Der er ligeledes ændret i koefficienterne, så den gode ridning vægter højere end kvaliteten af hestens gangarter. 

Dansk Ride Forbund meddeler, at der snarest vil blive publiceret en oversigt over de syv karakterer sammen med en guideline, der uddyber de syv karakterer, så det er helt tydeligt for alle, hvad de hver især dækker over. I de laveste programmer (LD og LC) kommer der også til at være lidt ændringer i de samlede karakterer nederst i kritikken, men de er tilpasset niveauet, idet der i disse programmer for eksempel ikke bedømmes spændstighed. 

Copyright Ridehesten.com
Dressurdommerne skal fremover give hele syv karakterer i formatet samlet udtryk. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Information og uddannelse indtil nu
Dansk Ride Forbund har allerede afholdt webinarer med gennemgang af hele formatet for alle dressurdommere under DRF, og der forventes at blive publiceret en online version tilgængelig for alle medio august. Ydermere er der afholdt en session med bestyrelsen af DR-IF med præsentation af det nye bedømmelsesformat. 

Foreløbig tidslinje for yderligere publicering og implementering
Dansk Ride Forbund har udarbejdet en foreløbig tidslinje for yderligere publicering og implementering, så det er nemt at danne sig et overblik over det nye format: 

  • De nye bedømmelser træder i kraft den 1. september 2025
  • Equipe arbejder intensivt på at færdiggøre alle protokoller, som vil være klar til offentliggørelse på DRF's hjemmeside medio august
  • Yderligere materiale, online tilgængeligt webinar og guidelines, der forklarer karaktergivningen mere dybdegående vil også være tilgængeligt senest medio august
  • Skitser på Rideforbund.dk bliver også opdateret. Mere info følger.
  • Protokoller og bedømmelser gælder til alle stævnetyper og i alle sværhedsgrader
  • Der planlægges informationsaftener i udvalgte klubber under DRF, så alle interessenter kan tilgå information
  • Yderligere kurser og øveklasser for dressurdommere følger
  • Seminar for DR-IF-medlemmer er på vej og forventes planlagt medio august
  • Opdaterede protokoller for paradressur og military følger

Mere på vej
Dansk Ride Forbund hviler bestemt ikke på laurbærrene. De meddeler nemlig, at der af yderligere projekter arbejdes på en opdatering af fordringerne samt implementering af nye konkurrenceformater, som f.eks. introprogrammer med flere heste på banen ad gangen og programmer med øget fokus på stilbedømmelser. 

Du kan læse meget mere om de kommende ændringer i dressurbedømmelserne og baggrunden for dem i magasinet Ridehesten juli 2025, som du kan købe lige her. 

Kilde: Dansk Ride Forbund

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen