Ændringer i reglerne om kandar

15-07-2025 17:49

Dansk Ride Forbund har netop meldt ud, at der er foretaget ændringer i reglen om brugen af kandar i dressurkonkurrencer. Det betyder, at man fra den 1. september 2025 først må ride med kandar fra sværhedsgrad 4

Copyright Ridehesten.com
Fra den 1. september 2025 træder nye regler i kraft om brugen af kandar. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 8. juli 2025 blev der afholdt bestyrelsesmøde i Dansk Ride Forbund, og her blev der besluttet at ændre præmissen for brugen af kandar i dressurkonkurrencer. Ændringen træder i kraft den 1. september 2025 og skal ses som en del af implementeringen af DRF's strategi "Sammen om Hestevelfærd". 

Det betyder altså, at fra 1. september vil brugen af kandar ved dressurstævner først være tilladt fra og med sværhedsgrad 4. Formålet med denne regel er blandt andet at understøtte en ansvarlig og gradvis udvikling af rytterens og hestens færdigheder, inden brugen af kandar introduceres i konkurrencesammenhæng, meddeler Dansk Ride Forbund

Det kræver dog ikke bare, at man som rytter er kvalificeret til at ride sværhedsgrad 4, for som en del af ændringen stilles der ligeledes krav om, at ryttere i kvalifikationsperioden, som omfatter det indeværende samt de to foregående kalenderår, skal have opnået mindst ét resultat i minimum sværhedsgrad 3, hvor rytteren mindst har redet til 65% for at kunne starte med kandar ved sværhedsgrad 4 og opefter. Resultatet skal være opnået ved et C-stævne eller højere. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

En enkelt undtagelse
I hele denne ændringsproces gælder dog en undtagelse for juniorryttere, der deltager i B-stævner i deciderede juniorklasser som f.eks. Ecco Cup. Disse ryttere vil fortsat kunne ride med kandar i henhold til det gældende reglement. 

Ændringen er et led i en fagligt funderet udvikling i sporten, hvor rytterens forberedelse og hestens velfærd går hånd i hånd. Dressurudvalget bakker op om, at denne justering understøtter en mere balanceret progression i uddannelsen af både hest og rytter, lyder det fra DRF's Dressurudvalg

For at gøre hele denne proces så simpel og overskuelig for både ryttere, forældre, TD'ere, dommere og lignende, så arbejder Dansk Ride Forbund imidlertid på at udvikle en funktion på DRF Go!, der kan vise, hvilke ryttere der er kvalificerede til at starte med kandar. Funktionen forventes at være færdigudviklet og implementeret, når reglementsændringen træder i kraft, meddeler Dansk Ride Forbund. 

Kilde: Dansk Ride Forbund. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen