Thomas Bach Jensen
Efter minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, i sidste uge udtalte, at han ikke kan udelukke et forbud mod brug af kandar i Danmark, har de to landsholdsryttere Cathrine Laudrup-Dufour og Daniel Bachmann Andersen udtalt sig til dagspressen. Seneste har dr.dk i dag bragt en artikel med Cathrine Laudrup-Dufour, hvor hun udtaler, at det kan få store sportslige konsekvenser, hvis regeringen strammer lovgivningen.
Hun understreger i artiklen, at det er en misforståelse, at et forbud mod brugen af kandar skulle give bedre dyrevelfærd, og hun fortæller, at det mest af alt handler om uddannelse af ryttere i korrekt brug af hjælpemidler/udstyr.
– Det handler om at vide, hvad man laver og have respekt for det dyr, man sidder på, udtaler hun til dr.dk.
Cathrine er enig med Daniel Bachmann Andersen i, at det ikke er alle heste, der trives bedre med trense frem for kandar. Bliver det forbudt at ride med kandar i Danmark, vurderer hun, at det er slut for Danmark med at vinde medaljer i dressur, for de danske ryttere vil slet ikke kunne være med. De vil ikke have muligheden for at vælge det udstyr, hesten er mest komfortabel med, og de vil dermed være ringere stillet end deres konkurrenter.
I tilfælde af et forbud mod ridning med kandar i Danmark vil en konsekvens også være, at der ikke længere kan afholdes internationale stævner i Danmark.
Øjebliksbilledet giver ikke det fulde billede
Flere store rytterprofiler har den seneste uge udtalt sig til pressen om den verserende debat om dressursporten. I torsdags blev Nanna Skodborg Merrald refereret i Ekstra Bladet for at udtale, at det generelt er svært med kritik baseret på billeder, fordi man ikke ser hele hesten og heller ikke får sammenhængen med. I samme artikel udtaler hun, at der er liv i hestens mund, og således er det ikke ualmindeligt, at den åbner munden for en anholdt tøjle. Ligeledes i sidste uge udtalte tyske Isabell Werth sig til Horse Sport i forbindelse med billeder af heste med åbne munde under World Cup-dressurstævnerne i Amsterdam og Neumünster, hvor netop Isabell Werth var en af de syv ryttere, hvis hest havde åben mund på et eller flere billeder. Hun understreger overfor Horse Sport, at nutidens kameraer tager mange billeder i sekundet, og billeder af heste, der i et øjeblik ikke accepterer biddet, ikke er retvisende for hele ridtet.