Bag Alexander den Store stod også en anden legende – hesten Bukephalos, som fulgte ham gennem mange af hans største sejre. Bukephalos i Slaget ved Issos, 333 f.Kr. Foto: wikipedia.org

I dag møder mange af os hesten gennem sporten, fritiden og glæden ved det daglige samvær. Men gennem størstedelen af historien har hesten været langt mere end en fritidspartner. Den har været menneskets transportmiddel, arbejdsfælle, statussymbol og en afgørende faktor i krig og erobringer. Konger og krigere byggede deres magt på hestens styrke og hurtighed.

Alligevel er der én ting, der har været den samme gennem tusinder af år: det særlige bånd mellem menneske og hest. Tillid, respekt og evnen til at forstå hinandens signaler har altid været grundlaget for det stærke partnerskab.

Alexander den Store
Få historier illustrerer dette bedre end fortællingen om Alexander den Store og hans berømte hest Bukephalos. For mere end 2.300 år siden blev en ung prins og en vanskelig hingst knyttet sammen i et partnerskab, der er blevet stående som en af historiens mest kendte fortællinger om tillid mellem rytter og hest.

Alexander den Stores felttog fra 334 til 323 f.Kr. regnes blandt historiens mest bemærkelsesværdige militære bedrifter. På lidt over ti år besejrede han Perserriget og skabte et rige, der strakte sig fra Makedonien og Grækenland over Egypten og det tidligere Perserrige til Centralasien og det nordvestlige Indien. Men bag den store hærfører stod også en anden legende – hesten Bukephalos, som fulgte ham gennem mange af hans største sejre.

Den såkaldte Azaraherme fra Louvre. Romersk kopi af hvad der siges, at ligne et af Lysippos’ værker, der ifølge Plutarch fangede Alexanders karakteristiske træk bedst. Foto: wikipedia.org

Den unge prins og hesten ingen kunne ride
Historien om Alexanders første møde med Bukephalos fortælles især af den græske historiker Plutarch, som skrev omkring 400 år efter Alexanders levetid.

Ifølge fortællingen blev Alexander omkring 12-13 år gammel præsenteret for en usædvanlig stor og kraftig hingst, som hans far, Kong Filip 2. af Makedonien, overvejede at købe. Hesten hed Bukephalos – et navn, der betyder "oksehoved".

Bukephalos blev beskrevet som en hest med et voldsomt temperament. Ingen af kongens ryttere kunne styre den. Den stejlede, kæmpede imod og virkede umulig at ride.

Den unge Alexander lagde imidlertid mærke til noget, som de voksne ryttere havde overset. Han så, at hesten blev skræmt af sin egen skygge. Fortællingen går på, at Alexander derfor vendte Bukephalos mod solen, så skyggen faldt bag hesten. Han talte roligt til den, lod den falde til ro og steg derefter op på dens ryg.

Historie eller legende?
Historien om den unge Alexander og Bukephalos er en af de mest berømte fortællinger fra antikken, men historikere skelner mellem det, der kan dokumenteres, og det, der hører til traditionen.

Plutarch skrev flere hundrede år efter begivenhederne, og derfor kan vi ikke med sikkerhed vide, om alle detaljer fandt sted præcis som beskrevet. Episoden med skyggen kan være blevet dramatiseret for at vise Alexanders særlige evner som leder.

Men Bukephalos selv regnes for en historisk hest. Han omtales af flere antikke forfattere som Alexanders trofaste følgesvend, og hans navn blev allerede i oldtiden knyttet til kongens sejre.

Det mest fascinerende ved fortællingen er måske ikke kun selve bedriften, men måden Alexander efter sigende løste problemet på. Han overvandt ikke hesten med magt, men ved at observere dens adfærd og forstå årsagen til dens frygt.

Det er et princip, som mange moderne hestefolk stadig kan genkende: God ridning begynder med forståelse for hesten – ikke med tvang.

Bukephalos – kongens ledsager gennem krig og erobringer
Efter den berømte episode blev Bukephalos Alexanders foretrukne hest og fulgte ham gennem hans lange felttog. For Alexander var Bukephalos mere end blot en krigshest. Han blev et symbol på loyalitet, mod og det særlige partnerskab mellem menneske og dyr.

Efter slaget ved Hydaspes mod den indiske konge Poros i 326 f.Kr. døde Bukephalos. De antikke kilder er ikke helt enige om årsagen. Plutarch fortæller, at hesten døde efter sår fra kampene, mens andre kilder beskriver, at den døde af alderdom og udmattelse. Han skulle ifølge traditionen have været omkring 30 år gammel.

Kort over Alexander den Stores rige, kort efter erhvervelsen af det Persiske rige. Foto: wikipedia.org

Alexander sørgede dybt over tabet. Ifølge de antikke kilder grundlagde Alexander byen Bukephala ved Hydaspes-floden – den nuværende Jhelum-flod i Pakistan – til minde om sin trofaste hest Bukephalos. Byens præcise placering er dog fortsat ukendt.

At ride uden stigbøjler
Når vi i dag ser billeder af Alexander den Store på ryggen af Bukephalos, kan det være svært at forestille sig, at han red uden meget af det udstyr, moderne ryttere tager for givet.

I 300-tallet f.Kr. fandtes hverken stigbøjler eller den moderne sadel med fast bom. Makedonske ryttere red sandsynligvis på polstrede sadeltæpper eller rideunderlag, som blev holdt på plads med en gjord.

Hesten bar hovedtøj med bid af bronze eller jern, men rytteren måtte først og fremmest stole på sin egen balance, sit sæde og sin træning.

Stigbøjlen blev udviklet mange hundrede år senere og gav med tiden rytteren langt større stabilitet. De første mere avancerede sadelkonstruktioner udviklede sig gradvist fra romertiden og frem gennem middelalderen. De specialiserede sadler, som bruges i moderne dressur, spring og military, er først udviklet langt senere.

Lanse og sværd
Alexanders elitekavaleri, kaldet hetairoi eller ledsagerkavaleriet, var blandt oldtidens mest effektive rytterenheder.

Deres vigtigste våben var den lange lanse, xyston, som sandsynligvis var omkring 3-4 meter lang. I modsætning til middelalderens riddere bar de normalt ikke store skjolde, fordi begge hænder skulle bruges til at føre lansen. Som ekstra våben bar de et sværd, ofte en krum kopis, som kunne bruges i nærkamp, hvis lansen blev ødelagt eller tabt.

For en moderne rytter kan det virke umuligt at ramme en modstander med en lang lanse uden selv at blive kastet bagud. Men den makedonske lanse blev ikke holdt fast under armen som middelalderens ridderlanser. Den blev ført med begge hænder, og kraften kom fra hestens fart, rytterens balance og hele bevægelsen fremad.

For en moderne rytter uden stigebøjler kan det virke umuligt at ramme en modstander med en lang lanse uden selv at blive kastet bagud. Foto: Privat

Det krævede en ekstraordinær kropskontrol. Uden stigbøjler måtte rytteren følge hestens bevægelser tæt og absorbere kraften gennem hofter, lår og sæde.

Et partnerskab, der overlevede 2.300 år
Selvom historikere ikke kan bevise hver eneste detalje i fortællingen om Alexander og Bukephalos, er deres partnerskab blevet udødeliggjort gennem mere end to årtusinder.

Antikke mosaikker, skulpturer og relieffer viser Alexander til hest og vidner om, hvor stærkt denne fortælling stod allerede i oldtiden.

Hesten Bukephalos blev ikke berømt alene på grund af slag og erobringer. Han blev berømt, fordi historien om ham handler om noget, som ryttere stadig kender i dag: øjeblikket hvor menneske og hest forstår hinanden.

Det er måske den egentlige grund til, at fortællingen stadig lever. Alexander vandt ikke Bukephalos gennem styrke alene – ifølge traditionen vandt han ham gennem forståelse.

Kilder: loebclassics.com, wikipedia.org, The_Emperors_New_Saddle_Cloth_The_Metropolitan_Museum_Journal