Alsidigt mesterskab hylder den komplette ekvipage

11-04-2026 09:39

Trine Askjær-Jørgensen

Sportsrideklubben er i år vært for et spændende mesterskab, der kombinerer både dressur og springning i én samlet konkurrence. Her er fokus på at fremhæve den brede ridefaglige kunnen, og mesterskabet har udvikling i centrum

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I år afholder Sportsrideklubben Det kombinerede distriktsmesterskab for både heste og ponyer. Det er et helt særligt mesterskab, hvor discipliner normalt holdt adskilt – dressur og springning – bringes sammen i én samlet konkurrence. Formålet er klart: At finde den mest komplette og alsidige ekvipage.

Konkurrencen kombinerer dressurens krav om præcision, lethed og harmonisk samarbejde med springningens fokus på mod, rytme og hurtige beslutninger. Det stiller ryttere og heste over for en unik og alsidig udfordring, hvor kun de ekvipager, der mestrer begge discipliner, vil stå stærkest.

– Vi ønsker at fremhæve den brede ridefaglige kunnen, siger Distrikts 1’s formand Birgitte Kronborg og tilføjer: – Det her mesterskab belønner ryttere, der både kan ride teknisk korrekt og samtidig vise overskud, reaktionsevne og taktisk forståelse på springbanen.

For militaryrytterne i særdeleshed er mesterskabet et værdifuldt træningselement. Dressuren danner fundamentet for den kontrol og balance, der kræves i terrænet, mens springningen skærper ekvipagens evne til at holde rytmen, læse linjer og træffe sikre beslutninger under pres. Kombinationen giver dermed en direkte sportslig værdi for ryttere med ambitioner indenfor military, både nationalt og internationalt.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Et mesterskab med udvikling i centrum
Udover at kåre en vinder er målet med konkurrencen at styrke ridekunsten bredt. Ekvipagerne får mulighed for at afprøve deres færdigheder i to discipliner, som tilsammen giver et mere helhedsorienteret billede af både hestens kapacitet og rytterens dygtighed. Publikum får også en oplevelse ud over det sædvanlige, når de kan følge spændingen fra den rolige dressurbane til den mere action prægede springning.

Fakta om mesterskabet:

  • Afvikles i to afdelinger: Dressur og springning
  • Vinderen kåres på baggrund af sammenlagt resultat
  • Der er høje doteringer i mesterskabet med 1.500, 1.200 og 1.000 kr.
  • Dressuren afvikles lørdag den 2. maj og springningen den 9. maj i Bernstorffsparken

Læs mere på Distrikt 1’s hjemmeside.

For yderligere oplysninger kan man kontakte Sportsrideklubben via spr@spr.dk.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen