Andreas Schou klar til DM på hjemmebane med ny hest

06-04-2022 14:14

Annika Knudsen Lorentsen

Om mindre end en måned løber DM i springning af stablen hos Absolute Horses, hvor hjemmebanerytter, Andreas Schou ligeledes vil komme til start. Andreas toppede Dansk Ride Forbunds rangliste med to heste i 2021, men det bliver en helt tredje hest, der skal kæmpe om medaljer med Andreas i forbindelse med DM

Nyheden fortsætter efter annoncen

Andreas Schou blev nummer et og to på 2021-ranglisten i Dansk Ride Forbund, men det bliver ikke i sadlen på de to heste, der har placeret ham her, at han kommer til start ved DM, som løber af stablen om mindre end én måned.

Andreas Schou, som er en af arrangørerne fra Absolute Horses, har i 2021 redet rigtig mange resultater i hus, og det er netop derfor, at han kan glæde sig over at være både nummer ét og to på ranglisten for 2021. Den bedste placering er i sadlen på Quadrosson Ask e. Quadros/ Carentan, mens andenpladsen er i sadlen på Darc de Lux e. Darco/ Contender (opdr. Morten Augustinus), som var den hest, han deltog ved OL på sidste sommer.

Nyheden fortsætter efter annoncen

På grund af fremtidsplanerne med Darc de Lux og det faktum, at Quadrosson Ask er solgt, har Andreas besluttet sig for at ride DM i sadlen på den 9-årige I Know e. Arezzo VDL/ Hors La Loi II. I Know har Andreas redet siden slutningen af 2021, og før ham var det Konstantin Deeken Künnemann der havde æren af at uddanne ham internationalt. 

Håbet er, at kunne ride VM i Herning i sadlen på Darc de Lux, og derfor er stævneplanen lagt således, at denne ekvipage vil deltage ved det 5-stjernede stævne i St. Tropez weekenden før DM.

Foruden hjemmebanerytteren, kan man se frem til at se mange andre spændende ekvipager ved det kommende DM, hvor der skal kåres en vinder for både senior, U25, U21 og junior. 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen