Andreas Schou og Darc de Lux 5'er i 160 cm Grand Prix (video)

17-04-2022 18:04

Annika Knudsen Lorentsen

Successen fortsætter for Andreas Schou ved det 5-stjernede internationale stævne i Frankrig, hvor han her til eftermiddag har redet sig til en top-5 placering i den 160 cm høje Grand Prix-klasse i sadlen på Darc de Lux

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Darc de Lux. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

47 ekvipager mødtes i Grand Prix ved det internationale stævne i St. Tropez-Grimaud, hvor Andreas Schou og Darc de Lux repræsenterede Danmark på flotteste vis. 

Sammen red de fejlfrit i hovedrunden, hvilket betød, at de var én ud af 19 ekvipager der skulle ride om sejren i omspringningen. I omspringningen lykkedes det otte ekvipager at ride fejlfrit, og her leverede Andreas Schou det femte hurtigste ridt, og sikrede sig dermed en top-5 placering. Stævnet er på 5-stjernet internationalt niveau, og Grand Prix-klassen blev afviklet på en 160 cm høj bane, hvilket betyder, at det er noget af det sværeste du kan deltage i, hvis man ser bort fra mesterskaber. Se ekvipagens hovedrunde i videoen nedenfor.

Darc de Lux er avlet af Morten og Pia Augustinus og er efter hingsten Darco, mens han har Contender til morfar. Det var netop Darc de Lux som Andreas deltog ved OL på i Tokyo, og hvis alt går efter planen, vil der være en stor chance for, at netop denne ekvipage bliver at se på det danske VM-hold til sommer, når der afholdes VM i Danmark. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Klassen i dag blev vundet af svenske Henrik von Eckermann, mens de næste tre placeringer blev vundet af franske Julien Epaillard, brasilianske Marlon Modolo Zanotelli og schweiziske Steve Guerdat. I klassen var virkelig mange topnavne til start, blandt andre kan også nævnes britiske Scott Brash, franske Penelope Leprevost, svenske Peder Fredricson og belgiske Jérôme Guery. 

Dagens resultat var afslutningen på en særdeles succesfuld uge for Andreas, hvor han har vundet 5 placeringer ud af 7 mulige i klasser på mellem 145 og 160 cm. 

Resultater fra stævnet. 

Nedenfor kan I se Andreas og Darc de Luxs omspringning. 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen