Annika Knudsen Lorentsen
Skt. Jakobshalle i Basel, Schweiz danner i næste uge rammen om World Cup-stævne i springning og dressur, hvor der er dansk deltagelse i springning. Det er det ottende stævne i 2025/2026-sæsonen på springsiden, og også det ottende stævne, hvor der er dansk deltagelse.
Indtil videre er det Caroline Rehoff Pedersen, Søren Møller Rohde, Zascha Nygaard Lill, Emil Hallundbæk og Laura Baaring Kjærgaard, der har repræsenteret Danmark, men i næste uge bliver det den bedst placerede dansker på verdensranglisten, Andreas Schou, der skal i aktion.
Han medbringer hestene Uriga VA e. Uriko/Clarimo, Convant e. Conbassy/Vivant og Billy Matador e. Billy Mexico/Animo.
Han får hård konkurrence ved stævnet, og en stor del af verdensallerbedste springryttere kommer til start. Det gælder blandt andet tyske Christian Ahlmann, franske Simon Delestre, tyske Marcus Ehning, schweiziske Martin Fuchs, schweiziske Steve Guerdat og tyske Richard Vogel. Sidstnævnte medbringer hesten, som han vandt EM med i sommers, United Touch S.