Årets bedste ungheste i military er fundet

28-10-2024 06:35

I går, søndag, blev Pavo og Dansk Ride Forbunds championat for 4-, 5- og 6-års heste military afholdt til B-stævne hos Kallehavegaard Rideklub i Randers, og således er den bedste unghest for hver årgang fundet 

Copyright Ridehesten.com
Første-, anden- og tredjepladsen i Pavo og DRF's championat i military for 4-års heste. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

I mange år har der været afviklet championater for unge heste i dressur og springning, og det med stor succes og tilslutning. I samarbejde med den nuværende sponsor på de øvrige championater, Pavo, introducerede Dansk Ride Forbund for første gang i 2022 et championat i military for 4-, 5- og 6-årige heste.

I 2022 var det Haslev Køre- og Rideforening, der var værter for championatet, mens det sidste år blev afholdt hos Langå og Omegns Rideklub. I år var turen kommet til Kallehavegaard Rideklub i Randers, hvor championatet blev afviklet på følgende måde: 4-års går en gangartsbedømmelse og springning i hold efter dommerens instruktioner. Derefter en terrænbane på 80 cm men i reduceret længde. 5-års hestene går dressur og spring som i CNC90, men en reduceret længde på terrænbanen og 6-års går i en almindelig CNC100. 

Første ungheste på banen i Randers i går, var 4-års hestene. Her var et felt på syv ekvipager til start, hvor det blev den røde vallak Shjarlock Holmes e. Asago XX/ Blue Hors Hertug, opdrættet af Mia Hastrup, som også selv var rytter på hesten i dag, der løb med sejren. Hesten blev bedømt med 8 i dressur, hvoraf dommerne blandt andet nævnte, at hesten var en god militaryhest til fremtiden, med en god skridt og galop. I springningen fik hesten 8,6 med flotte kommentarer fra dommerne, hvor blandt andet hestens bagbensteknik blev fremhævet. I terrænet blev hesten bedømt med 8,3, hvoraf særligt galoppen og overblikket hos hesten blev fremhævet. 

Copyright Ridehesten.com
Shjarlock Holmes løb med sejren for 4-års hestene. Foto: Privat

Anden bedst hos 4-års holdet blev Fyeo e. Turlock XX/ Casir Ask, opdrættet af Beth Malling, der med Henrik Strandgaard Borgbjerg i sadlen, fik flotte kommentarer som god indstilling og godt overblik, afbalanceret hest og taktfast skridt med fra dommerne. Tredjepladsen gik til DV-hesten Hot N Blue e. Carthago Blue/ Casir Ask, der er opdrættet af Sabina Moll. Hesten blev i dag redet af Rikke Mortensen, og blev rost for afslappethed og et godt afsæt. 

Fakta
Formålet med Pavo og DRF's Championat i military

Formålet med championatet er at sætte mere fokus på military som disciplin og at øge interessen for military generelt. Det er derfor et tilbud, landets militaryryttere og -avlere har mulighed for at tage del i, og allerede i 2022 stillede mange danskavlede heste til start. Forudsætningerne for at udvikle militarydisciplinen i Danmark er ikke kun, at der findes ryttere, som ønsker at ride, men også at der er heste, som egner sig til military. Håbet er, at championaterne kan være med til at sætte skub i udviklingen af disciplinen. 

Fold up

For 5-års hestene var der igen syv ekvipager til start. Bedst af dem, og dermed vinder af titlen som årets bedste 5-års militaryhest, blev DV-hoppen Asti-JK 19 e. Perignon/ Cracker Jack, der er opdrættet af John Kristensen. Med Siw Kaas i sadlen red ekvipagen en flot dressur, der blev belønnet med 70,227%, en fejlfri tur på springbanen og blev i terrænet kommenteret som en dejlig hest med en god indstilling og godt overblik

Copyright Ridehesten.com
DV-hoppen Asti-JK 19 blev bedste 5-års hest med Siw Kaas i sadlen. Foto: Privat

Anden bedst blev den sortbrune vallak Nestor WBH Z e. Nixon Van'T Meulenhof/ Camus med Vicky Dejo Mathiesen i sadlen. I dressuren blev parret belønnet med dagens anden højeste karakter, 69,773%, ligeledes red de en fejlfri tur på springbanen og fik kommentarer som dejlig type og god indstilling med sig på vejen efter terrænet. Tredjepladsen gik til den røde vallak, Seattle Sun XX e. Al Shemali XX/ Balmont XX, opdrættet af Lone Reimer Høgenhaug og med Annika E. Andersen i sadlen. Med 64,318% i dressur, en fejlfri tur på springbanen og et terræn med flotte kommentarer som dejlig galop og super indstilling, kunne de tage fra Kallehavegaard Rideklub med en tredjeplads i bagagen. 

Copyright Ridehesten.com
De tre placerede i Pavo og DRF's championat i military for 5-års heste, med de to dommere, Jakob Struck og Maibritt Laustsen. Foto: Privat

For 6-års hestene var der kun to ekvipager til start. Bedst af de to blev DV-hoppen Gaya Vitz e. Godsend du Reverdy/ Cosmeo, der er opdrættet af Lone Sørensen. Med Emma Malou Grubbe i sadlen blev de belønnet med 64,800% i dressuren og efter et nedslag på springbanen, lå de faktisk som anden bedst. Dog kan alt ske i military, og da parret kom i mål efter en fejlfri tur på terrænbanen, kunne de altså kalde sig vinder af klassen. Dermed blev klassens anden ekvipage altså nummer to. Det var hoppen Nibbit e. Grandorado TN/ Abke, der med Katja Berg i sadlen red en meget flot dressur til 68,000%, havde 4 fejl på springbanen og desværre en enkelt misforståelse på terrænbanen. 

Copyright Ridehesten.com
Årets bedste 6-års hest blev DV-hoppen Gaya Vitz med Emma Malou Grubbe i sadlen. Foto: Privat

Stævnets start- og resultatlister. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen