Årets medaljeaspiranter står klar

05-09-2011 07:25
Avl
På søndag kommer Dansk Varmblods medaljehopper til at indtage scenen ved PAVO Eliteskuet i kampen om titlerne som årets hopper og medaljer i guld, sølv og bronze

I alt 51 nykårede RDH-hopper vil kæmpe om årets opdrættermedaljer. Hopperne er fordelt på 42 3-års og 9 hopper på 4 år eller ældre og endvidere er de 51 medaljeaspiranter fordelt på 15 springbetonede og 36 dressurbetonede hopper. De mest fremtrædende faderhingste er Heartbeat med fem døtre efterfulgt af Blue Hors Hotline, Blue Hors Zack og Blue Hors Romanov med hver fire døtre. Holdet af nykårede medaljeaspiranter byder blandt mange spændende hopper på sidste års 2-årige vinderhopper Chassé e. Cosmeo/Cassini II og Atterupgaards Minaia e. Stedinger/Lord Sinclair. Årets mest suveræne resultater ved sommerens sadelkåringer ligger på 905 point i springning og 904 point i dressur. Det drejer sig om springhoppen Bøgegårdens Quintana e. Bøgegårdens Quidam/Bøgegårdens Capello opdrættet og ejet af Stina og Jørgen Schmidt i Bolderslev samt dressurhoppen Prima Donna e. Blue Hors Don Romantic/Andiamo opdrættet af Birgitte Hofmeister i Hirtshals og ejet af Andreas Helgstrand i Vodskov. Hoppens moder Antoinette, der selv er sølvmedaljehoppe og B-hest i dressur, har repræsenteret Dansk Varmblod ved verdensmesterskabet for unge i dressurheste i Verden. Blandt de ældre medaljeaspiranter møder 5-årige Hertzarin Grønvang e. Blue Hors Hertug/Antares opdrættet og ejet af Annette Lauridsen i Brædstrup. Hoppen opnåede sidste år 910 point i dressur ved egnethedstesten. Avlerparret Aase og Henning Urup i Ansager har præsteret at opdrætte to hopper, der er udtaget til eliteskuet og som begge stadig er i avlernes eje. Det drejer sig om den springbetoende hoppe Fiola Kilen e. Heartbeat/Carano og den dressurbetonede hoppe Diddelidu e. Blue Hors Hotline/Blue Hors Don Romantic. To af årgangens dressurbetonede hopper vil blive fremvist løse i ridehallen søndag kl. 12.50, men ellers gælder det for de resterende, at de springbetonede vil blive vist i løsspringning kl. 11.00 og de dressurbetonede under rytter kl. 8.00 søndag morgen på gårdspladsen. Søndag kl. 13.00 vil der være mønstring efterfulgt af frasortering, uddeling af medaljer og udtagelse til kampen om titlerne som årets hoppe 2011, hvilket løber af stabelen kl. 15.00.

Eliteskuet finder sted INDENDØRE i den store opvisningshal med undtagelse af fremvisning af de nykårede dressurbetonede hopper, der fremvises på gårdspladsen søndag morgen.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen