Astrid og Anna-Sofie fint gennem EM i military

12-08-2018 19:47

EM i military i Bishop Burton i England er blevet afgjort over fire dage, hvor den har stået på dressur torsdag og fredag, mens lørdagen har budt på terræn, inden mesterskaberne fandt deres afgørelse søndag

Copyright Ridehesten.com
De danske ponymilitaryryttere, da Ridehesten talte med dem inden afgang til Bishop Burton.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det danske landshold bestod af Line Bøgh Hansen, Anna-Sofie Lyndgaard Zeltner, Luna Richter og Astrid Vibe Skovgaard. Desværre kom hverken Luna eller Line gennem terrænet, men Astrid og Anna-Sofie gennemførte mesterskabet og sluttede hhv. en 34. og 30. plads i det individuelle mesterskab.

Astrid bedste dansker i dressuren
Dressuren blev afviklet over torsdag og fredag, og Anna-Sofie Lyndgaard Zeltner og Skrædderdals Annabell fik den tvivlsomme ære at være første ekvipage på banen. Det blev til et program til 40,60 minuspoint, mens Luna Richter og Sissi DK Tento fik 38,00 minuspoint for deres program. Fredag skulle de to sidste danske ekvipager så på banen, og her fik Astrid Vibe Skovgaard og Sareiko Fox 37,10 minuspoint for deres program, mens Line Bøgh Hansen og Capone Burton 41,80 minuspoint. Dermed havde danskerne samlet 115,70 minuspoint, hvilket placerede dem på en foreløbig 8. plads blandt de 9 nationer.

Terrænet blev endestation for landsholdet
Lørdag stod den på terrænspringning, men da Sissi desværre var en smule øm i det ene ben, valgte vi at trække ham fra mesterskabet. Dermed var vi nede på tre danske ekvipager, hvilket betød, at alle skulle gennemføre, hvis Danmark fortsat skulle være med i holdmesterskabet. Desværre måtte Line og Capone udgå i terrænet, og så var holdmesterskabet slut fra dansk side.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Heldigvis kom både Astrid og Anna-Sofie gennem terrænet med hhv. 9,60 og 26,80 minuspoint, og dermed var begge videre til søndagens afsluttende EM-springning.

Danskerne sluttede på 30. og 34. pladsen
Desværre var søndagen ikke den bedste for Astrid og Sareiko, der kom gennem springbanen med 20 fejl og 12 tidsfejl, og dermed sluttede ekvipagen med samlet 78,70 minuspoint og en individuel 34. plads. Anna-Sofie og Annabell havde en bedre tur over springene i Bishop Burton, hvor det blev til 4 fejl og en enkelt tidsfejl. Dermed sluttede de med samlet 72,40 minuspoint og en 30. plads.

Stævnets resultater.

/DRF.

Christine Krogh Frausing

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Christine Krogh Frausing