Baby og ridecenter til millioner samme dag (video)

11-08-2025 15:25

Georgia Timmermann

Det er de færreste, der køber et ridecenter til over fem millioner kroner og samtidig flytter deres egne heste i stævnetelt. Men for Thomas Kolborg Johansen og Camilla Vincents var det deres løsning, da de 1. april 2025 overtog Favrskov Ridecenter

Ridehesten har besøgt det unge par på deres ridecenter i Hadsten. – Der var simpelthen ikke plads til vores egne heste, fortæller Camilla med et grin. – Vi kunne jo godt bare have smidt nogle opstaldere ud for at få plads. Men jeg ville langt hellere have, at folk selv valgte, om de ville blive, nu hvor vi overtog stedet, siger Camilla.

Favrskov Ridecenter, som huser Favrskov Rideklub og rummer både rideskole, 37 bokse, 11 heste i løsdrift og hele 17 hektar jord. Det er parrets nye hjem - både for familien og for virksomheden Kolborg Equestrian, der beskæftiger sig med køb, salg og uddannelse af heste.

De fleste opstaldere valgte heldigvis at blive - og har taget godt imod det unge par. Også de tidligere ejere har været en stor hjælp. – De har hjulpet os med de små detaljer på stedet, man ellers nemt overser, siger Thomas.

Et lille barn og et stort sted at vedligeholde
Samtidig med overtagelsen af ridecentret blev deres datter Wilma født - en ankomst, der ifølge parret kom lidt hurtigere end forventet. – Mange sagde jo, at det kunne tage tid at blive gravid, men det skete i første forsøg, smiler Camilla.

Med en nyfødt baby og et stort ridecenter har der været brug for alle hænder. Heldigvis har mange frivillige budt sig til. En flok unge partpiger stod og malede bokse, da Thomas viste Ridehesten rundt på ridecentrets arealer. De gør det frivilligt, og får til gengæld en middag på Bones, siger Thomas.

En håndfuld frivillige har endda arrangeret lift og hjulpet med at spule hele ridehallen af. – Vi er dybt taknemmelige for den hjælp, vi får. Uden fællesskabet var det ikke muligt at drive ridecentret, siger Camilla.

Men hvordan har I haft råd til et ridecenter?
– Vi havde lidt opsparing fra salg af heste, og så fik vi hjælp af vores forældre og en god ven, der lånte os resten til udbetalingen, fortæller Thomas. Parret måtte dog besøge to banker, før de fik grønt lys.

– Den første bank var skeptisk, men bankrådgiveren i den anden bank var selv hestemenneske, og så muligheder i stedet for begrænsninger, fortæller Thomas. Ridecentret er købt privat, men drives via en virksomhedsordning i et interessentskab (I/S). Der er ingen kreditlån - men de hæfter personligt, hvis det ikke lykkedes at tjene nok penge. – Det forpligter. Vi skal lykkes, siger Camilla. – Vi skal have et cash flow, så banken er tilfreds. Det behøver ikke være store summer, men indtægter fra undervisning, opstaldning, rideskole og måske et hestesalg i ny og næ, forklarer Thomas.

Fællesskab frem for alt
Både Camilla og Thomas underviser, og det er netop kombinationen af professionelle ryttere og hobbyryttere, som skaber den særlige stemning. – Vi har både springryttere, dressurryttere og turfolk. Vi har en dressurrytter, der lejer fire bokse og underviser dressurrytterne på stedet. Vi blander os ikke i, om folk rider dressur eller spring - det vigtigste er, at der er plads til alle, siger Camilla.

– Vi kan godt lide at der er liv på stedet. At vide, at vi ikke er alene, når vi går i stalden, siger Camilla.

Maskiner, baby og prioriteter
Camilla arbejder stadig 25 timer om ugen ved siden af, dog ikke lige nu, hvor hun er på barsel. Camilla rider derfor maksimalt to heste om dagen for at kunne tage sig af Wilma resten af tiden.

Thomas er den, der elsker at køre maskiner - og ifølge Camilla, den nærige af de to, med én undtagelse. – Han sparer ikke på maskiner. Hver morgen står der en maskine parkeret ved huset, så han hurtigt kan komme op i stalden, griner Camilla.

Camilla drømmer til gengæld om at få gjort sadelrummet større inden vinteren. – Jeg vil gerne hyre en håndværker, men Thomas vil selv gøre det. Så indtil videre er der ikke sket så meget, griner hun. – Men jeg skal jo ikke dræbe hans vilje.

Råd til andre, der drømmer om eget ridecenter
Camilla og Thomas er stadig i opstartsfasen, men de har allerede gjort sig mange erfaringer – og har nogle klare råd til andre, der går med drømmen om eget sted:

Camilla og Thomas’ råd:

  • Kend dine begrænsninger - betal dig fra det, du ikke selv er god til.
  • Skab et frivilligt fællesskab, hvor alle føler sig velkommen.
  • Sælg, hvis du får en god pris på en hest - det sikrer økonomien.
  • Køb ikke alt dyrt ind - hverken heste, materialer eller maskiner.
  • Få kørekort til maskiner - det sparer penge og tid, at du kan selv.
  • Hav en plan for økonomien og vær realistisk - banken skal kunne se potentialet.

    Er næste skridt så at blive gift?
     
    – Det må være op til Thomas, smiler Camilla, da Ridehesten spørger. – Han siger godt nok, at piger også kan fri, men jeg er nok lidt gammeldags og synes, at det hører mændene til, griner hun.
    Vil du vide mere om Thomas og Camilla, deres heste og livet på Favrskov Ridecenter? Så kan du læse mere på deres hjemmeside

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner