Blue Hors Zack tilbage på den internationale scene

07-02-2021 13:51

Blue Hors-Grand Prix-rytter Nanna Skodborg Merrald har meldt fire heste til start ved CDI-stævnet i franske Le Mans i den kommende uge. Den ene er den nu 17-årige avlshingst Blue Hors Zack

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors St. Schufro. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved det trestjernede CDI-stævne i franske Le Mans kan man i næste uge opleve Blue Hors-rytteren Nanna S. Merrald til start i Grand Prix og Grand Prix Special på de to kendte avlshingste, Blue Hors St. Schufro og Blue Hors Zack og i lilletur med avlshingsten Blue Hors Farrell og Gørklintgaards Quater Boy.

Da Daniel Bachmann Andersen opsagde sin stilling på Blue Hors sidste forår, var der spænding om, hvem der fremover skulle ride Blue Hors Zack e. Rousseau/Jazz. Som udgangspunkt blev han motionsredet med udsigt til ikke længere at skulle være konkurrencehest, men efter længere stævnepause syntes Zack at ville anderledes end bare almindelig konditionstræning.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack. Foto: Blue Hors.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Således kunne Blue Hors i december måned via deres julefilm afsløre, at Nanna S. Merrald havde overtaget tøjlerne på den store hingstepersonlighed, som hun netop havde haft lidt tid til at lære at kende. Nu 17-årige Blue Hors Zack har sidst startet stævne med Daniel Bachmann Andersen i 2019, hvor ekvipagen havde flere internationale topplaceringer i Grand Prix Kür med scorer langt over 80% og ligeledes blev danmarksmestre. I 2020 har ekvipagen rangeret i FEI's Top 10.

Den anden hingst, som Nanna har med til stævnet i Frankrig, er 10-årige Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro, som Nanna debuterede i Grand Prix for et år siden, og som stadig er urutineret i international sammenhæng.

Sidst i Blue Hors' julevideo kan man se Blue Hors Zack og Nanna S. Merrald optræde sammen Zacks søn, Blue Hors Zatchmo med sin faste rytter Agnete K. Thinggaard.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen