Annika Knudsen Lorentsen
Det er igen tid til at tilmelde sin hest til UVM bruttolisten i springning, hvis man ønsker at komme i betragtning til UVM på Zangersheide i september, eller nærmere FEI-WBFSH Jumping World Breeding Championships for Young Horses i Lanaken, Belgien.
UVM på Zangersheide afvikles fra den 16.-20. september. Mange springryttere og -avlere har efterspurgt den populære holdkonkurrence Studbooks Trophy, som WBFSH afviklede i 2023 og 2024, hvor Dansk Varmblods team havde stor succes med flere medaljer og individuelle topplaceringer og sejre. Der er i skrivende stund ikke klarhed over, hvorvidt det lykkes for WBFSH at fine en arrangør af stævnet i denne sæson. Hvis det sker, vil vi omgående gøre opmærksom på dette her på sitet.
Over sæsonen vil Bo K. Møller og Kristian Skovrider følge de tilmeldte ekvipagers resultater, og efter championatsfinalerne på Stutteri Ask i august vil der blive sat forbundsteams til UVM.
Listen over heste i bruttotruppen vil løbende blive opdateret og være synlig på vores hjemmeside, så man kan se, hvilke ekvipager, der er under observation af Bo K. Møller og Kristian Skovrider forud for udtagelsen. Udvalget vil gerne præcisere, at det er ekvipager der udtages, det er altså kun muligt at skifte rytter eller hest ved at tilmelde en ny ekvipage. Der skal udtages 5 ekvipager i hver årgang til Zangersheide. Derudover vil der blive udpeget 2 reserver i alle årgange.
For at komme i betragtning skal hesten være registreret i Dansk Varmblod, og UVM i springning er for 5-, 6- og 7-års heste.
Igen i år tilbyder Dansk Varmblod to frivillige, brugerbetalte træningssamlinger (pris 450 kr.) hos Bo K. Møller og Kristian Skovrider, primært for ryttere på 5- og 6-års springheste, dog også åbent for 7-års springheste. Man behøver ikke være tilmeldt bruttolisten, for at deltage i træningssamling. Træningssamlingerne finder sted på Stutteri Ask den 2. juni og den 28. juli. Tilmelding til træningssamlinger foregår ligeledes på varmblod.dk under "Tilmelding".