Cathrine: Video hjælper mig med at blive bedre

18-08-2017 19:42

For den dobbelte danmarksmester Cathrine Dufour, er nøglen til forbedring at gennemse videoer fra træninger af hende og Cassidy. En ting er sikkert – de er klar til at kæmpe til EM

Copyright Ridehesten.com

Hun har været en upcomming star de sidste par år, men på det seneste har hun i den grad indtaget rollen som Danmarks dressurdarling, og hun har sågar også taget de danske medier med storm. Cathrine Dufour har medvirket til, at medierne som f.eks. DR, for alvor har fået øjnene op for ridning, således at der de seneste par måneder har været skrevet en hel del mere om ridning end hidtil.

Trods sine kun 25 år har hun adskillige DM, NM og EM-titler på CV’et, og hun blev som ungrytter dobbelt Europamester i 2013. Det er kun knap halvandet år siden, at hun tog springet til seniorrækkerne, men hun har på rekordtid arbejdet sig op til at være blevet danmarksmester både i år og sidste år, samt at hun var bedste danske ved OL i Rio. En af de ting, som har været afgørende for udviklingen af hende og Cassidy, er videofilmning af træningen, som efterfølgende kan granskes ned til mindste detalje. For Cathrine er den mentale forberedelse op til EM ikke meget anderledes end normalt.
– Jeg forbereder mig rigtig meget ved at se mine træninger på video. På den måde får jeg ro på og får set de gode og dårlige ting i træningerne mange gange. På den måde kan jeg forbedre det fra gang til gang, fortæller Cathrine.

Kun de røde m&m's
Ligesom Agnete Kirk Thinggard kunne løfte sløret for i gårsdagens artikel på Ridehesten.com, har Cathrine også en masse rutiner, som hun skal igennem, før konkurrence.
– Jeg har tonsvis af rutiner og skøre ritualer. Når der sådan rigtig er pres på, så starter der nogle skøre ting, hvor det skøreste nok er, at jeg kun f.eks. kun må spise de røde m&m's hvis jeg spiser slik. Derudover skal jeg ride med samme underlag, handsker, hul i næsebånd og så videre, hvis det er gået godt.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine var rørt til tårer efter Grand Prix special ved dette års DM

Humøret skal holdes højt
Til forskel fra Agnete Kirk Thinggaard og Anna Kasprzak, som ikke laver om på deres træning inden stævner, har Cathrine en lidt anden strategi omkring træningen om til.
– Der bliver trænet lidt mere intenst op til et EM. Vi gearer ham lidt op, da han til hverdag ikke træner ret meget. Normalt går han kun hård træning to gange ugentligt, men her op til EM har vi lagt én ekstra træning ind. Samtidig skal han holdes glad, så ud over dressurtræningen, der kører som normalt, så er det vigtigt, at han får sin foldtid og er glad. Vi rider en masse ture for at holde humøret højt.

Her på Ridehesten håber vi på alt det bedste for Cathrine og de danske ryttere ved det kommende EM, hvor holdkonkurrencen starter på tirsdag. Følg med på EM's hjemmeside HER.

Følg EM-dressurrytterne på Ridehesten.com
EM er lige rundt om hjørnet, og for dressurens vedkommende består holdet af Anna Kasprzak, Cathrine Dufour, Agnete Kirk Thinggaard og Anna Zibrandtsen. Vi kender dem egentlig ganske godt de fleste af os, men der er altid plads til at lære mere om dem. I den forbindelse har vi på Ridehesten.com taget en snak med alle fire piger, hvor de hver især har fortalt om forberedelserne op til mesterskabet og løftet sløret for, om deres heste har nogle specielle vaner eller finurligheder under stævner. De sidste dage, har vi bragt interviews med Anna Kasprzak og Agnete Kirk Thinggard, og det sidste, med Anna Zibrandtsen, kommer i morgen.

Mille Albinus Hjermitslev

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Mille Albinus Hjermitslev