Astrid Ø. Sørensen
Hvad skal man kigge efter, når man skal udvælge føl og ungheste med potentiale til Grand Prix? Dette og mange flere spørgsmål vil blive besvaret, når Hannoveraner Avlsforeningen i Danmark i samarbejde med Randbøl Dressage Academy inviterer alle interesserede til en lærerig og spændende aften torsdag den 6. februar kl. 18.00-20.00.
Bjarne Nielsen vil føre tilhørerne gennem processen fra føl til den højtuddannede dressurhest. Der vil blive fremvist føl og plage samt heste under rytter, redet af Sophia Boje Obel Jørgensen og Dennis Fisker. Dermed handler det ikke kun om ridning, men også om de helt unge heste, og der vil derfor være noget for både avlere og dressurryttere.
– Her har du en sjælden mulighed for at få teori omsat til praktis og få nye redskaber med hjem til rytter- og avlerværktøjskassen. Du får samtidig en unik lejlighed til at opleve Randbøl Dressage Academy og deres visioner, skriver Hannoveraner Foreningen i Danmark selv om arrangementet. – Vi ser frem til et spændende arrangement i hestens tegn, lyder det desuden fra værterne.
For de interesserede afsluttes aftenen med en rundvisning i "følbørnehaven".
Alle er velkomne til arrangementet, og du kan læse nærmere og tilmelde dig her.
Adressen er Tørskindvej 70, 7183 Randbøl.