Copenhagen Polo Open gentager succesen

11-03-2014 16:08

Britt Carlsen

Den eksklusive hestesport Polo kommer atter til at kunne opleves på dansk jord, når nogle af verdens bedste spillere hopper på hestene i Fælledparken til august

Copyright Ridehesten.com
Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune har nomineret Copenhagen Polo Open til ’Årets bedste sportsevent 2013’. Foto: Copenhagen Polo Open.

Det blev en vellykket folkefest udover det sædvanlige, da Copenhagen Polo Open, inviterede på Skandinaviens første poloturnering i juni sidste år. Arrangementet, der blev til i samarbejde med Wonderful Copenhagen, lokkede flere tusinde danskere i Fælledparken for at få et unikt indblik i den fascinerende sport fuld af fart, taktik, smukke heste og glamour. Nu håber arrangørerne, at endnu flere tilskuere vil være med til festlighederne i år.

”Vi er meget glade for den massive opbakning, der har været om Copenhagen Polo Open, og det var fantastisk at se de mange tilskuere, der mødte op for at overvære turneringen og nyde den særlige stemning. Forhåbentlig vil der denne sommer være endnu flere, som har lyst til at opleve denne ekstraordinære mulighed for at se verdens bedste polospillere i aktion”, siger initiativtager Louise Sandberg, der selv i mange år har spillet polo i England, og som sammen med Jacob Klingert Jacobsen fik ideen med at få sporten til Danmark.

Inspirationen til Copenhagen Polo Open kommer fra storbyer som London, New York og Sydney, hvor man indenfor de seneste 5 år har afholdt, hvad man kalder ”City Polo”. Arrangementer der har resulteret i, at polosporten er blevet meget mere tilgængelig og mere publikumsvenlig, og man har således åbnet op for en ellers eksklusiv sport, der kun var forbeholdt eliten og som var synonym med bobler, kaviar og luksus. 

”Polo bliver ofte betragtet som et fænomen forbeholdt for overklassen, men det er en sport, som alle kan nyde godt af, og vi ønsker et folkeligt event for både børn og voksne, der alle synes, det er sjovt med fart over feltet. Selvfølgelig skal der være plads til champagne, og alt det man ellers forbinder med polo, for dem der ønsker det, men der er i allerhøjeste grad også plads til en god, kold fadøl”, siger Jacob Klingert, der krydser fingre for høj solskin ligesom sidste år.

Copenhagen Polo Open bestod sidste år af fire hold fra København, London, Oslo og Stockholm, der hver blev sponsoreret af markante, internationale brands. Blandt andet det danske smykkefirma Shamballa Jewels og det italienske luksusbilmærke Maserati, som i øvrigt vandt turneringen. I år bliver der mindst seks hold, som kommer fra både fjerne og nære dele af verden for at spille polo foran det danske publikum. 

Pressemeddlelse 

Info

Copenhagen Polo Open løber af stablen i Fælledparken den 16. og 17. august 2014 .
Der findes tre billettyper: ønsker man ståpladser bag banderne, hvor man frit kan bevæge sig rundt om den 200 x 100 meter bane, koster det 100 kroner (børn under 15 år gratis). Tribunepladser koster 200 kroner, mens man skal slippe 2.750 kroner for en VIP-billet.

Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune har nomineret Copenhagen Polo Open til ’Årets bedste sportsevent 2013’. Vinderne bliver offentliggjort mandag den 17. marts på Københavns Rådhus til ’Københavns Kongres og Event Award’.
Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen