Daniel, Agnete og Carina sejrede i Hedensted

14-02-2016 17:01

På weekedens sidste dag til landsstævnet i Hedensted, tog Agnete Kirk Thinggaard sig af sejren i Grand Prix, mens Daniel Bachmann Andersen sejrede i Prix St. George og Carina Cassøe Krüth vandt MB3

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth på Zarina VG

Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, sejrede Daniel Bachmann Andersen i den klasse han startede i dag. Med hesten Floyd e. Florencio I/Rubinstein, tog de sig af sejren i Prix St. George med overbevisende 72,281%, som derved udgjorde parrets anden sejr i denne weekend. På andenpladsen fulgte Carina Cassøe Krüth på Audrey e. Aljano/Caletto I (Opdr. Peter Hoeck) med 69,956%. Lige i hælene på Carina, red Helle Marie Simonsen Jørgensen på Bon'a Parte e. Johnson/Burggraaf sig ind på tredjepladsen med 69,386%.

I dag blev der samtidig redet weekendens højeste klasse, nemlig Grand Prix. Her havde Agnete Kirk Thinggaard taget Cassio e. Tannenhof´S Conteur/Calato Z med, som resulterede i en sejr med 71,467%. Med 70,133% kunne Carina Nevermann Torup ride sig ind på andenpladsen, med den ene af de to guldmedaljehopper, som hun havde medbragt i Hedensted, nemlig Sirikit e. Blue Hors Hotline/Blue Hors Don Schufro (Opdr. Peter Christensen).

MB3 blev klassen, som lukkede og slukkede stævnet i Hedensted og det blev gjort med et velkendt ansigt på præmieskamlen. Her sejrede Carina Cassøe Krüth på Zarina VG e. Blue Hors Zack/Caletto III (Opdr. Volstrupgaard v/ Mogens og Birgitte Kløve-Mogensen) med 69,250%, mens fredagens vinder af MB1, Dennis Fisker på Edelman e. Vivaldi/Jazz indtog andenpladsen med 67,687%. Som nummer tre blev det Mette Hørmann Iversen på Elmegårdens Rivaldi e. Blue Hors Rush Hour/Resident (Opdr. Maria og Claus Schnoor).

Se resultater HER

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen