Daniel Bachmann og springhingsten

25-03-2024 16:03

I weekenden havde Daniel Bachmann Andersen debut i MB på Captain Müller MT - en kåret springhingst, som ved et tilfælde er endt med at blive dressurhest hos den danske landsholdsrytter

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Captain Müller MT ved B-stævnet i Aarhus i lørdags. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Det sker ind imellem, at springheste viser stort talent for dressur, og for Daniel Bachmann Andersen er det anden gang, han har en springhest i stalden til dressurbrug. I lørdags var han og den 7-årige hingst Captain Müller MT efter Cornet Obolensky/Gaillard de la Pomme til start i MB0 ved landsstævnet i Aarhus. Det var deres stævnedebut sammen, og her vandt de klassen med 73,26%.

Historien bag Captain Müller er spændende, for hingsten er avlet af Thomas Müller, som er en tysk professionel fodboldspiller, der spiller for Bundesliga-klubben Bayern München og Tysklands landshold. Müller er dog også avler og driver Gestüt Gut Wettlkam sammen med hans kone Lisa, der for et par år siden købte avlshingsten D’avie e. Don Juan de Hus/Londonderry.

Som 3-års blev Captain Müller stillet til kåring i Westfaler forbundet, hvor han blev kåret og udnævnt som 1. Reserve-Siegerhengst. Efterfølgende gennemførte han også en imponerende 14-dages test og fortsatte sin karriere som både avls- og springhingst med Heinrich Richter i sadlen. De seneste par år har Captain Müller MT været ejet af den olympiske mester Sissy Max-Theurer, som Daniel Bachmann Andersen har et godt samarbejde med. Det var i denne forbindelse, at Daniel for halvandet år siden stiftede bekendtskab med den skimlede hingst.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Captain Müller MT ved B-stævnet i Aarhus i lørdags. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

– Jeg har haft ham i 1,5 år nu, men da han var fem år gammel, kom vi til at snakke om at prøve at lægge en dressursadel på og se, hvad der skete, fortæller Daniel.

Som sagt, så gjort - Captain Müller fik en dressursadel på for første gang nogensinde, og Daniel så straks potentialet i den skimlede hingst.

Han var ikke imponerende travende, men han havde en god mekanik, og jeg tænkte, at det kunne blive sjovt. Nu har jeg haft ham et godt stykke tid, og det har været en omskolingsproces, fordi spring-dressur er bare ikke helt det samme. Changementerne har været lidt en udfordring, fordi han havde lært det på en lidt anderledes måde, men han har meget talent for passage og piaffe. Man får meget forærende, fordi han på grund af sin springafstamning har stærke bagben og ligeledes ryg, så jeg tror, det kunne være sjovt at bruge ham på nogle dressurhopper, fortæller Daniel

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Caracciola. Foto: Privat

Det er som sagt ikke første gang, at Daniel rider dressur på en hingst med springafstamning. I 2021 satte Max-Theurer den skimlede holstener hingst Caracciola MT e. Chin Champ/Calido i stalden hos Daniel. Sammen blev de kvalificeret til finalen i lilleturs-turneringen Nürnberger Burgpokal, hvor de blev nummer syv, men blot et halvt år senere blev hingsten ramt af kolik, og efter en vellykket operation forværredes dens helbred, så dyrlægerne desværre ikke havde anden mulighed end at aflive den.

 – De to hingste minder lidt om hinanden, så nu prøver vi lige igen med en springafstamning, slutter Daniel, mens han tilføjer at han virkelig tror Captain Müller MT til fremtiden i Grand Prix.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen