Danmark har en ny verdensmester

02-08-2025 12:04

I denne weekend går det løs ved flere store mesterskaber rundt i Europa, og et af dem er voltigørernes verdensmesterskab. I dag har juniorerne været i den individuelle finale, og Danmark har nu en ny verdensmester

Copyright Ridehesten.com
Josephine Vedel Søndergaard Nielsen har netop sikret sig titlen som verdens bedste kvindelige voltigør for juniorer. Foto: FEI/ Lukasz Kowalski

Josephine Vedel Søndergaard Nielsen har på få år slået sit navn fast som en af Europas største voltigetalenter, og i dag levede hun op til sit ry. Under verdensmesterskaberne i Stadl Paura, Østrig, var hun nemlig i dag i finalen for kvindelige juniorer, og til trods for et ganske nyt partnerskab med hesten Sultan EG, tog Josephine sejren, og kan dermed kalde sig verdensmester for juniorer

Hele 56 juniorer var i ringen ved verdensmesterskaberne for kvindelige juniorer, og her gik 20 af dem videre til dagens finale. Danmark havde to stærke repræsentanter i finalen, da både Josephine Vedel Søndergaard Nielsen og Wilma Baden Askbo formåede at kvalificere sig til i dag, hvor det gjaldt den sidste konkurrence i kampen mod medaljerne. 

Copyright Ridehesten.com
Josephine Vedel Søndergaard Nielsen på Sultan EG. Foto: FEI/ Lukasz Kowalski

Sammen med longefører Hanne Haagen Hansen gik Josephine i ringen med Sultan EG, og efter en fantastisk koreografi og en verdensklasse performance, scorede Josephine 8,666, hvilket var nok til at hænge guldmedaljen om halsen ved dette års verdensmesterskab. Hesten Sultan EG er ganske ny, når det kommer til voltigering, men med hans flotte præstation og rolige gemyt, formåede han i dag at vise, at han hører til på de helt store scener. 

Sølvmedaljen gik til østrigske Clara Ludwieczek med Lena Kalcher-Prein som longefører og hesten Asti Royal XL, mens bronzemedaljen ligeledes gik til Østrig - denne gang til Fanny Seidl med Kevine Moneuse som longefører og hesten Filon. Wilma Baden Askbo sluttede på en meget flot individuel 11. plads efter en flot præstation, der rakte til 7,753. 

Copyright Ridehesten.com
Josephine Vedel Søndergaard Nielsen på Sultan EG med Hanne Haagen Hansen som longefører. Foto: FEI/ Lukasz Kowalski

Se resultatet her. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen