Danmarks bedste beriderelev er fundet

29-08-2024 06:34

I weekenden løb dette års uofficielle danmarksmesterskab i dressur for beriderelever af stablen hos Viborg Rideklub. Efter to vellykkede rideture i MA blev det Heidi Birch Kristensen, der tog guldmedaljen med hjem

Copyright Ridehesten.com
Det blev Heidi Birch Kristensen og Lillevangs Santos, der løb med sejren i dette års uoff. DM for beriderelever. Her ses ekvipagen sidste år på Vilhelmsborg. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvert år kåres Danmarks dygtigste beriderelever i de uofficielle danmarksmesterskaber for beriderelever i dressur og springning, hvor kun ryttere, der er i beriderlære, må stille op. Normalvis afholdes de to mesterskaber i forbindelse med landsstævnet på Vilhelmsborg, der foregår sideløbende med Dansk Varmblod Krafft Eliteskuet, men da der i år er blevet reduceret i klasserne til dette stævne, trådte Viborg Rideklub til og stod for værtsskabet for dressurmesterskabet. 

Over to dage skulle beridereleverne ride om mesterskabstitlen, og bedst af dem alle var 20-årige Heidi Birch Kristensen, der er på sit tredje år af uddannelsen. Hun er i lære hos Nana Christiansen, der driver Sandkildehus Dressage. Heidi havde både medbragt den 5-årige Ocean X i LA-programmerne samt den 8-årige DV-vallak Lillevangs Santos e. Sezuan/ Akinos (opdr. Jytte og Poul-Erik Simonsen) i MA-programmerne. Det blev til 70,347% i MA1 på Santos om lørdagen, hvilket resulterede i en andenplads, mens ridtet til 70,987% i MA2 om søndagen var nok til en førsteplads; både i klassen og i det samlede regnskab. Emilie Sahra Jørgensen og DV-hoppen Zara e. Blue Hors Zalabaster/ Imperio (opdr. Lone Andersen og Johnny Sørensen) vandt sølv, mens bronzevinderen blev Naja Lærkegaard Egelund og Sieger Hit e. Sandro Hit.

Copyright Ridehesten.com
Heidi og Santos efter sejren i mesterskabet. Foto: Privat

Lørdag havde jeg to gode ture på begge heste. Da det var Lillevangs Santos, der havde den højeste score, var det ham, jeg valgte til finalen søndag, indleder Heidi Birch Kristensen og fortsætter:

Da der var kommet meget regn i løbet af lørdag aften, lå der meget vand på banen søndag. Min læremester Nana og jeg besluttede derfor, at jeg skulle ride sikkert og ikke satse for meget – og så håbe, at det var nok. Santos var med mig hele vejen rundt på banen, og selvom flere af øvelserne var i en del vand, blev han hos mig, og vi kom sikkert rundt. Dermed vandt jeg samlet, og det var en stor oplevelse at vinde DM for beriderelever igen, fortæller Heidi.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I 2022 vandt Heidi – også sammen med Lillevangs Santos - DM'et for første gang. Dengang red de med i LA-klasserne, og siden da har Heidi selv uddannet vallakken til Prix St. George-niveau. Nu er det blevet til to guldmedaljer på tre år, men det er ikke kun resultaterne, der er vigtige for Heidi:

Jeg synes, det er sjovt og hyggeligt at møde de andre beriderelever, og det er lidt sjovt, at vi har vores eget mesterskab at ride om, slutter beridereleven af.

Copyright Ridehesten.com
Heidi Birch Kristensen og den 8-årige Lillevangs Santos har dannet par i fire år. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

Viborg Rideklub var til weekendens store distriktsstævne også værter for distriktsmesterskaberne i dressur i distrikt D11. Ligeledes var der lørdag en kvalifikation til DRF Para Cup, foruden de mange almindelige C-dressurklasser for både ponyer og heste. 

Resultatet fra det uoff. DM for beriderelever. (Det samlede resultat ganges med en koefficient afhængigt af klassens sværhedsgrad.)

Start- og resultatlister.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen