Dansk Ride Forbund handler!

17-02-2015 16:20

Det danske fokus på hestevelfærd for nu ros fra flere kanter, efter Dansk Ride Forbund har valgt at tage stilling og handle oven på hestevelfærdsproblematikken ved distancestævner i G7-landene i Mellemøsten, hvor en hest i januar mistede livet

Copyright Ridehesten.com
Ulf Helgstrand.

”I Dansk Ride Forbund er hestevelfærd et kerneområde, og hvis der kan stilles spørgsmålstegn ved hestens velfærd, vil vi ikke være med. En række omstændigheder ved tilgangen til distanceridning i nogle dele af verdenen, såsom utrolig høj hastighed på op til 28 km/t, uetisk brug af medicin og senest eksempler på heste, der bliver presset til mere end de kan holde til, får nu konsekvenser for vores retningslinjer for dansk deltagelse i distancekonkurrencer i G7-landene.

FEI handler nu
Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand har i forbindelse med den seneste sag, hvor tre heste måtte lade livet under afviklingen af det nationale distancestævne Al Reef Cup, taget kontakt til de distanceansvarlige i FEI og kraftigt opfordret til, at FEI også agerer i nationalt henseende.

- Det er min klare opfattelse, at vi fortsat bør bakke op om G7-landenes distancestævner i FEI-regi, som følger det nye regelsæt. Det nye regelsæt dækker alle hestevelfærdsproblematikker, men det er naturligvis som altid afgørende, at reglerne også efterleves, udtaler Ulf Helgstrand.

FEI har taget formandens opfordring til sig, og er allerede nu i gang med at afklare problematikken. Indtil der findes en afklaring fra FEI og så længe der foregår ting, som stiller spørgsmålstegn ved hestevelfærden, vil vi ikke sende ryttere til nationale distancestævner i G7-landene. Det er vigtigt, at vi som forbund siger fra over for denne type distanceridt, hvor der er usikkerhed omkring hestens velfærd.

Kun ekvipager sendes afsted til G7-landene
I lyset af den diskussion om hestevelfærd, der er opstået efter det nationale stævne Al Reef Cup, har Dansk Ride Forbund også besluttet, at vi kun sender ekvipager afsted til distancestævner i disse lande, som har kvalificeret sig som ekvipager. De danske ryttere kan således kun deltage ved FEI-distancestævner i G7-landene på en hest, som de selv har forberedt, kvalificeret og som de kender. Rider rytteren på en lånt eller lejet hest risikerer vi, at der bliver lagt pres på vores ryttere af ejere eller trænere, som kan have en anden tilgang til distanceridning.”

Sådan skriver Dansk Ride Forbund i en nyhed på rideforbund.dk, og udmeldingen har mødt stor international opbakning.

Fx skriver australske Horsetalk.co.nz om den danske afstandstagen fra den manglende hestevelfærd ved distancestævnerne i G7-landene i Mellemøsten.

Hele debatten er kommet i kølvandet på den tragiske ulykke, hvor hesten Splitters Creek Bundy døde under distancestævnet Al Reef Cup i Abu Dhabi i slutningen af januar – læs mere i nyheden HER. Nyheden har skabt overskrifter i det meste af verden og billeder af den tilskadekomne hest med to brækkede forben er gået viralt på diverse sociale medier.

Kilde: Dansk Ride Forbund og horsetalk.co.nz

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen