Dansk stjerne takker af (video)

09-08-2022 22:35

Sheena Bendixen vandt i går, mandag, bronzemedaljen til kvindernes VM i voltigering. En medalje, der betyder ekstra meget, for VM er nemlig sidste gang, at Sheena konkurrerer som voltigør

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Efter tre dages konkurrencer her til VM i Herning 2022 kunne Sheena Bendixen lade sig hylde, da hun til præmieceremonien i går aftes, mandag, fik bronzemedaljen hængt om halsen. Med et imponerende kürprogram i går stadfæstede Sheena sammen med longefører Lasse Kristensen og hesten Klintholms Ramstein e. Robin/ Castor (opdr. Monika Pedersen), hvorfor hun hører til i den absolutte verdenstop indenfor voltigering. 

Siden Sheena som 17-årig flyttede til Jylland for at forfølge drømmen om succes som voltigør, har en VM medalje været målet. Efter flere VM'er lige uden for medaljerækken i den individuelle konkurrence med blandt andet en sjetteplads til VM i 2018 og en fjerdeplads i 2021 (VM blev udskudt et år pga. Covid-19), kom medaljen endelig i hus - og den kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt, for efter dette VM afslutter Sheena sin karriere som voltigør på stævnebanerne. 

29-årige Sheena kan se tilbage på en flot karriere med blandt andet seks DM-titler og ranglistevinder i individuel voltigering i både 2020 og 2021 samt mange andre titler både individuelt og på voltigeringshold Team BIS1, som også deltager her til VM med Sheena på holdet. Team BIS1 sluttede i går holdkonkurrencen med en flot fjerdeplads, og dermed kan de kalde sig det fjerde bedste voltigeringshold i verden.

DV-hesten Klintholms Ramstein e. Robin/ Castor (opdr. Monika Pedersen), som er den hest Sheena voltigerer på, har været hendes makker i mange år, og sammen med Lasse Kristensen, som har trænet Sheena i 12 år, har de tilsammen udgjort et meget stærkt team; et nærmest perfekt trekløver. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Og der er ingen tvivl om, at Sheena er glad for bronzemedaljen, som hun har vundet sammen med Ramstein og Lasse: 

Jeg har det rigtig rigtig dejligt, det er helt fantastisk, lyder det fra hende.

Det er helt vildt, stjernerne stod på det rigtige sted i dag og Ramstein peakede, supplerer Lasse.

Sheena er dog ikke helt færdig her til VM endnu. I morgen, onsdag, står den på Nations Cup finale, som er en konkurrence, hvor de 8 bedste lande til VM'et mødes i en konkurrence med deres to bedste atleter og deres bedste hold. Den samlede score for hvert lands to atleter og holdet afgør, hvem der vinder. Sheena stiller både til start med sin egen kür og sammen med sit hold, Team BIS1. Se med på DR2 fra kl. 13:10 i morgen.

Hvis du undrer dig over, hvorfor Sheena allerede afslutter sin forrygende karriere, og hvad hun så skal nu, så se med herunder, hvor Lasse og Sheena fortæller:

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen