Danske ungdomsryttere udtaget til EM

15-06-2026 22:14

Om mindre end en måned løber årets europamesterskaber i dressur af stablen for både pony-, junior- ung og U25-ryttere, og nu har landstrænerne udtaget de ekvipager, der skal repræsentere de rød-hvide farver i kampen om medaljerne

Copyright Ridehesten.com
Nu er der sat navne på de ekvipager, der skal repræsentere Danmark ved EM for pony-, junior-, ung- og U25-ryttere til sommer. Her ses sidste års ungrytter-hold, fv. Julie Dam Jensen, Michella Skovsager og Anna Teibel Raben samt landstræner Jeanett Andreasen. Foto: FEI/ Lukasz Kowalski

Efter en stærk forårssæson med flotte præstationer ved både nationale og internationale stævner har de respektive landstrænerteams nu udtaget de ekvipager, der skal repræsentere Danmark ved sommerens europamesterskaber. Af forskellige årsager vil der være flere stærke ekvipager, der ikke er til rådighed ved sommerens mesterskaber. 

Landstræner for ponyrytterne, Lisbet Seierskilde, har fulgt ponyekvipagernes udvikling tæt gennem sæsonen og glæder sig over både bredden og niveauet i årets trup:

Jeg er utrolig stolt over den indsats, pigerne har lagt gennem hele foråret. Jeg værdsætter samarbejdet med de daglige teams, og er stolt over både den ridning vi præsenterer, og den personlige udvikling pigerne gennemgår. Ved stævnet i Hagen havde vi for første gang tre forskellige ponyekvipager øverst på podiet. Det sker ikke hver dag og vidner om et særdeles højt niveau i dansk ponydressur. Jeg er selvfølgelig stolt over resultaterne, men endnu mere stolt over pigernes tilgang til sporten og deres vilje til hele tiden at udvikle sig, fortæller Lisbet Seierskilde og fortsætter: 

Den kommende måned arbejder vi videre med de sidste detaljer frem mod EM, og jeg føler mig overbevist om, at vi kommer afsted med et stærkt hold. Samtidig er det en stor styrke, at vi også har reserver, som har leveret flotte præstationer gennem sæsonen og er klar til at træde til, hvis behovet opstår

Mesterskaberne afvikles på tre forskellige destinationer rundt omkring i Europa. Ungrytterne og U25-rytterne skal i aktion i Pilisjászfalu i Ungarn fra den 6.-12. juli, mens juniorrytterne rider om medaljerne i Olomouc i Tjekkiet fra den 13.-19. juli. Ponyrytterne afslutter mesterskabssommeren i Le Mans i Frankrig fra den 27. juli til 2. august. 

Copyright Ridehesten.com
Landstræner for ponyrytterne, Lisbet Seierskilde, med holdleder Lars Svarre Krogsgaard i baggrunden. Foto: FEI/ Libby Law Photography

Følgende ekvipager er udtaget til sommerens europamesterskaber:

U25-ryttere

  • Alexander Yde Helgstrand med Inspiration PF
  • Frederikke Gram Jacobsen med RGS Finest Alegra
  • Ida Kirstine Bjørn med Hotson
  • Laura J. Rasmussen med Seventeen JR

Reserver

  • Laura Elisabeth Kjær Rohmann med Zugar Ray
  • Frederikke Gram Jacobsen med Ryvangs Zafina (reserve for sig selv)

Ungryttere

  • Andrea Hamann Sand med Blue Hors Victor
  • Anna Have Larsen-Leddet med Finnigan-Vitz
  • Michella Skovsager med Zimillione PT2
  • Sophia Boje Obel Jørgensen med Atterupgaards Delahaye

Reserver

  • Clara Cordes Arnkjær med Brianna
  • Luna Kølbæk Rosenberg med Kamar's Extreme Noir Hit 
  • Michella Skovsager med Blue Hors Elliott (reserve for sig selv)
  • Sophia Boje Obel Jørgensen med Askari Pilekær (reserve for sig selv)

Juniorryttere

  • Ida Bøllingtoft Asmussen med Gozzip
  • Isabella Struntze Torp med Vestervangs Garson
  • Rikke Maria Schoubye Johansen med Baunehøjens Carpaccio DWB
  • Sofia Rosenkilde med Tiger G

Reserver

  • Victoria Bang Zindorff med Pilegaardens Secret Dream
  • Sofie Aagaard Buur-Thomsen med Hodja Højris

Ponyryttere

  • Anna Dora Munch med Del Classico
  • Filippa Jæger Jensen med Sir Sansibar
  • Malina Skovsager med Lyngdal's Mira Puella
  • Steffanie Victoria Horsted Dyrlund med Cosmo Callidus NRW

Reserver

  • Agnes Ørnskov Beier med DSP Der Kleine Champion og Steendieks Diamond de Dali
  • Malina Skovsager med DSP Cosmo Royale
  • Filippa Jæger Jensen med Hjk Catani (reserve for sig selv)
Copyright Ridehesten.com
Sidste år red Victoria Bang Zindorff en guldmedalje hjem i sadlen på Del Classico. Foto: FEI/ Libby Law Photography

Som en del af de sidste forberedelser frem mod sommerens mesterskaber samles de danske EM-ekvipager til de traditionsrige bootcamps. Junior-, ung- og U25-rytterne mødes den 26.-27. juni, mens ponyrytterne samles den 18.-19. juli. Her er fokus både på de sidste sportslige forberedelser og på at styrke sammenholdet, inden de danske ryttere drager ud for at repræsentere Danmark ved årets europamesterskaber. 

Landstræner for junior-, ung- og U25-rytterne, Ulrik Falbe Hansen, glæder sig både over de udtagne hold og over den sidste del af forberedelserne frem mod mesterskaberne: 

Jeg er meget glad for at have været med til at udtage de danske EM-hold for junior-, ung- og U25-rytterne. Vi har set mange stærke præstationer gennem sæsonen, og derfor ser jeg med stor optimisme frem mod sommerens mesterskaber, indleder han. 

Inden afrejsen samles vi til vores bootcamp, hvor de sidste detaljer skal finpudses, så både ryttere, heste og deres teams er bedst muligt forberedt. Bootcampen er en vigtig del af vores forberedelser, både sportsligt og som hold, og jeg glæder mig til det videre arbejde med rytterne samt til at repræsentere Danmark som landstræner ved EM for første gang. 

Copyright Ridehesten.com
Landstræner for junior-, ung- og U25-rytterne, Ulrik Falbe Hansen. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

/Dansk Ride Forbund. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner