Danskere i Verdens dressurklasser

11-08-2013 10:49

Danske dressurryttere har i Verden deltaget ved CDI3*-stævnet med rigtig gode resultater

Ditte Mikkelsen og Maria A. Andersen starter begge kvalifikation til Nürnberger Burg Pokal ved CDI-stævnet i Verden. Ditte har med Don Rohdian e. Blue Hors Don Romantic / Lillemarkens Arkibal haft et par gode ture i kvalifikationen, der afvikles i St. Georges Special. Hun blev i den første nr. 11 med 68,293% og i den anden nr. 14 med 65,317%. Maria A. Andersen med Rebelle e. Blue Hors Don Schufro / Regazzoni opnåede i den første klasse 65,854% og 65,220% i den anden, og oplevede det noget problematisk med de trange opvarmningsforhold på dressurstadion. Også danske Kristine Møller fra Luxemburg fra til start til kvalifikationen på trakehnerhingsten Blanc Plain e. Peron Junior / Silvermoon og opnåede 65,691% i den første klasse. Vinderen af kvalifikationen blev tyske Falk Rosenbauer med den svenskavlede hest Hohe Luft's Ramstein e. Rubinrot / Michellino.

I den trestjernede Grand Prix opnåede Jon D. Pedersen og José Kilen e. Jazz / Dorpas X (opdr. Åse og Henning Kilen) placering efter et overbevisende ridt til 67,617%. Bo Th. Høstrup og Cajo blev desværre diskvalificeret efter at have fuldfört deres ridt, da Cajo havde slået sig selv under programmet og blödte lidt på det ene ben. Jon D. Pedersen og José Kilen har netop opnået 66,729% i søndag formiddags Grand Prix Special og slutter på en syvendeplads. Begge Grand Prix-klasser blev vundet af Nadine Capellmann og Gribaldi-datteren Girasol.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen