De unge dressurryttere dominerede ved senior DM

29-07-2011 20:26
DM Broholm | Det blev en helt forrygende start på det danske mesterskab, hvor to af DM-feltets yngste ryttere satte sig på første og andenpladsen og dermed er mesterskabet fortsat vidt åbent

I sidste weekend leverede de danske junior- og ungryttere et helt fantastisk resultat på Broholm med otte EM-medaljer, og i denne weekend ser det ud til, at det igen er ungdommen som sætte dagsordenen. Ved senior DM med 25 startende i den indledende Grand Prix-klasse blev det til en populær og særdels velfortjent sejr til Lisbeth Seierskilde Pedersen og Jonstrupgårdens Raneur, som hun og hendes familie selv har opdrættet. Lisbeth opnåede 71,9% efter et flot og sikkert program, hvor Raneur fik vist dommere og publikum sine evner for passage. 25-årige Lisbeth Seirskilde træner hos Finn Greve og hos sin mor Susanne ligesom hun også er en del af den danske bruttotrup og dermed også får mulighed for at træne hos landstræner Rudolf Zeilinger. Det er også Rudolf Zeilinger som står bag mesterskabsklassens nr. to; 21-årige Daniel Bachmann Andersen og guldmedaljehoppen Donna Silver. Daniel er i lære som berider hos Zeilinger, og i år har han Grand Prix-debuteret Donna Silver og den skimlede hoppe imponerede i dag med et sikkert galopprogram og en meget flot, markeret og udtryksfuld passage. Sidste års bronzevinder Sune Hansen og avlshingsten Blue Hors Romanov viste egentlig et meget fint Grand Prix-program, hvor hingstens udtryk, holdning og gangarter rigtig kom til deres ret, men desværre indløb der nogle småfejl, der kostede i det samlede resultat. Det lykkedes dog for Sune at holde fast i tredjepladsen. Sidste års danmarksmester Anne Van Olst havde hænderne fulde med Exquis Clearwater i dag, han var overfrisk og det kostede i det samlede regnskab, og dermed måtte hun tage til takke med en foreløbig 6. plads. Nathalie zu Sayn Wittgenstein/rigoletto og Anne Troensegaard/Seduc kom ind på 4. og 5. pladsen. Anden afdeling af det danske mesterskab for seniorer forventes at starte i morgen lørdag kl. 11.50.

Info

DM første afdeling
1 Jonstrupgårdens Raneur Lisbet Seierskilde 71,11
2 Donna Silver Daniel Bachmann Andersen 70,89
3 Blue Hors Romanov Sune Hansen 69,06
4 Rigoletto Nathalie Zu Sayn Wittgenstein 68,38
5 Seduc Anne Troensegaard 68,04
6 Exquis Clearwater Anne Van Olst ,87

I magasinet Ridehestens augustnummer kan man bl.a. læse om landstræner Rudolf Zeilingers træningsstald i Tyskland

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen