Driver tredje danske finalehest

06-08-2009 14:44
Driver viste sig idag som den mest imponerende 5-års hest ved VM i Verden. I hvert fald efter publikums bifald at dømme
Copyright Ridehesten.com
9 for trav scorede Hønnerups Driver redet Andreas Helgstrand (Foto: Ridehesten.com).

Andreas Helgstrand og Hønnerups Driver var flyvende og viste sig som en rigtig publikumsmagnet. Der var pludseligt meget tæt af tilskuere omkring banen og parret scorede dagens største bifald. Da ekvipagen travede banen rundt var der stille af beundring over Drivers fantastiske mekanik i traven, da den dansede med løft, sving, bæring og naturlig kadance. Også skridten fik hesten vist afslappet og flydende, men desværre blev han forskrækket på den ene langside i galopprogrammet og sprang, hvilket igen kostede Andreas i karakteren for hestens eftergivenhed. Hønnerups Driver er efter Blue Hors Romanov med Blue Hors Don Schufro som morfar og opdrættet af Stutteri Hønnerup, der ejer hesten sammen med Andreas Helgstrand. Driver scorede dagens højeste score 9,0 for trav. Præcist som Rafæls 9,0 for galop var dagens højeste og Donna Uniques 8,8 for skridt blev heller ikke overgået af nogle. Alle disse tre danske heste er sikkert videre i finalen og indtager efter første runde pladserne 3, 5 og 6 med fire tyskere som 1, 2, 4 og 7. Reelt er det muligt for de danske heste at vinde guld, sølv og bronze, men også slet ikke at få medalje. En dansk medalje i 5-års finalen er dog yderst sandsynlig.

I næste nummer af magasinet Ridehesten finder man en udførlig reportage fra stævnet, som vi også rapporterer løbende fra her på siden.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen