Anna Pørtner
Der er meget at fejre i disse dage for Danmarks dressurdronning. I sidste weekend kunne hun skrive endnu et danmarksmesterskab på cv'et, i lørdags blev hun og Rasmine Laudrup-Dufour forældre til lille Palma, og nu kan hun endnu en gang glæde sig over at ligge nummer ét på FEI's verdensrangliste for dressurryttere.
Den nyeste opdatering af FEI's verdensrangliste for dressurryttere bekræfter nemlig, til trods for flere spændende stævner rundt i verden, at ingen har formået at overgå Cathrine Laudrup-Dufour, der fortsat ligger nummer et med 2024 point. Det samme gælder Laudrup-Dufours tophest, Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall, der ligeledes fortsætter som verdens bedste dressurhest.
Siden sidste måned er der ikke sket meget rokade i top-5, hvor det fortsat er britiske Charlotte Fry, der ligger som toer med 1908 point, og dermed overgår tyske Isabell Werth, der har været helt i top af verdensranglisten flere gange, men som nu ligger nummer tre med 1856 point.
Storbritanniens Becky Moody ligger fortsat som nummer fire på verdensranglisten med 1737 point, men femtepladsen er blevet besat af nye kræfter. Her har belgiske Justin Verboomen nemlig sneget sig op fra sidste måneds ottendeplads med 1675 point, og dermed har han skubbet norske Isabel Freese ud af top-5, der nu ligger på en sjetteplads med 1613 point.
Der er mere at glæde sig over set med danske øjne, for Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen har nemlig avanceret på ranglisten. De to danske dressurryttere er nemlig rykket én plads op hver. Det betyder, at Daniel Bachmann Andersen lige nu positionerer sig som den tiende bedste rytter i verden med 1542 point, mens Nanna Skodborg Merrald ligger nummer 11 med 1540 point. Det betyder altså, at vi har to danske ryttere i top-10 af verdensranglisten.
Free fortsat nummer ét
Hvis man kigger på FEI's verdensrangliste over de bedste dressurheste i verden lige nu, er der kun sket ganske lidt rokade i top-5. Cathrine Laudrup-Dufours Mount St John Freestyle ligger stadig i top, mens Frys Glamourdale e. Lord Leatherdale/ Negro fortsat ligger som nummer to, og Becky Moodys Jagerbomb e. Dante Weltino OLD/ Jazz ligger som verdens tredje bedste dressurhest.
Fjerdepladsen er der heller ikke pillet meget ved, da Werths DSP Quantaz e. Quaterback/ Hohenstein 4 stadig ligger der, men på femtepladsen er der kommet en ny hest ind. Her har sidste måneds femte- og sjetteplads nemlig byttet plads, så det nu er Justin Verboomens Zonik Plus e. Zonik/ Hohenstein, der ligger nummer fem, mens danskejede Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro, der ejes af Lone Bøegh Henriksen og rides af norske Isabel Freese, er rykket ned på sjettepladsen.
Werths OL-makker, DV-hoppen Wendy De Fontaine e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) har tidligere prydet toppen af verdensranglisten, men sagen er nu en helt anden for den talentfulde hoppe, der ikke har været til start på den internationale scene siden World Cup-stævnet i Stockholm tilbage i december 2024. Det betyder altså, at hoppen er helt nede på en 52. plads på FEI's verdensrangliste over dressurheste.