Trine Askjær-Jørgensen
Det har været en ret regnfuld dag i Randbøl, hvor Dressurakademiet har lagt rammer til DM i dressur. Publikum trodsede dog vejret i dag og mødte talstærkt op, særligt til seniorernes kürfinale her i eftermiddag. Der var godt fyldt i både VIP-teltet og på tribunerne, hvor tilskuerne havde klædt sig godt på efter vejret.
Hvor Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall red i silende regn i den indledende klasse i går aftes, fik de her til eftermiddag lov at ride i tørvejr, og sikke et ridt parret leverede som det allersidste. Cathrine red sin efterhånden velkendte Formidable-kür, som hun præsenterede første gang ved sidste års DM.
Rytteren fortalte efter ridtet, at hun oplevede lidt spændinger hist og her, fordi det var sæsonens første udendørsstævne, men det var ikke rigtigt at se for publikum. Hoppen så totalt fokuseret, rolig og tilpas ud, og øvelserne sad alle sammen lige i skabet, hvor særligt de svære kombinationer af skridt, galop- og piaffepiruetter var imponerende. Parret fik hele 86,125% for den svære kür, hvilket gav i alt 165,345% og en overlegen sejr med over 16% ned til andenpladsen.
– Banen var superfed, og publikummet var fantastisk. Det har været fedt at ride DM i de her nye rammer. De teknisk svære ting lykkedes rigtig godt i dag, og det er altid spændende, fordi man balancerer spændstighed og afspændthed på et knivsæg. Når det lykkes, er Freestyle virkelig fantastisk, fortalte Cathrine bl.a. ridtet.
Hør mere i videoen her, også om planen for sommerens stævner:
Sølvmedaljen gik i år til Carina Cassøe Krüth, der med DV-hoppen Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) red sin velkendte "dansekür" med sange fra blandt andet Dirty Dancing, Footloose og Whitney Houston.
Parret leverede mange højdepunkter i det svære program, hvor særligt toerchangementerne, galoppiruetterne og passagen er at fremhæve, men havde også enkelte småfejl på banen i dag. Det blev til 76,875% og i alt 148,895%.
Bronzemedaljen gik til Andreas Helgstrand og Jovian e. Apache/ Tango, der red til ny kürmusik fra Ed Sheeran og fangede publikums opmærksomhed ved at ride ind til den britiske sangers seneste hit "Azizam".
Det kan momentvis knibe lidt med, at den store hingst kan bære sine enorme gangarter, men kvaliteten er ikke til at tage fejl af i fri trav og galop samt sidetraversader, og piaffen fungerede rigtig godt i dag, ligesom de satte og centrerede galoppiruetter og flotte, fejlfrie seriechangementer. Det blev til 75,225% og i alt 146,585%.
Anna Toosbuy Rasch og Everian L e. Everdale/ Hochadel (opdr. Karsten Bundgaard) indtog fjerdepladsen i årets mesterskab med samlet 144,24%, mens Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger-Marie Andreasen) red sig til femtepladsen med samlet 143,905%.
Det samlede resultat af DM i dressur for seniorer.
Stævnets start- og resultatlister.