Anna Pørtner
Den 23. oktober kunne dressurdommer Charlotte Brostrøm fejre 50-års jubilæum som dommer. Gennem fem årtier har hun fulgt dressursporten tæt, og selv har hun både redet danmarksmesterskaber og været en fast del af Holte Ride-Klub. Det er dermed blevet til et halvt århundrede med dressur på den anden side af dommerbordet for Charlotte Brostrøm, der den 23. oktober 2026 kunne se tilbage på en lang tid som en del af dansk ridesport.
Vejen ind i dommergerningen begyndte med en opfordring fra Birthe Willer Hansen, der var en af datidens mest respekterede dommere og samtidig havde hest på Holte Ride-Klub. Charlotte Brostrøm havde på det tidspunkt selv redet mange dressurstævner, og det blev startskuddet til en lang karriere som dommer.
– Da jeg blev 50 år, blev jeg overdommer. Jeg følte mig meget gammel. Både 50 år og så overdommer, fortæller Charlotte Brostrøm med et smil.
Gennem årene har hun dømt mange forskellige klasser og stævner, og hun fortæller, at hun har elsket arbejdet. Andre fremhæver hendes skarpe og trænede dressurøje og beskriver hende som en fair og reel dommer, der dømmer det, hun ser på banen, uafhængigt af hvem der rider.
Både rytter og dommer
Charlotte Brostrøm har ikke kun oplevet dressursporten fra dommerstolen. Hun har også selv været aktiv på konkurrencebanerne og blandt andet redet danmarksmesterskaberne tre gange på den samme hest, Vincent e. Victory/ Weinberg, der kom fra avler Brune Hindkjær i Vildbjerg.
I 2005 blev hun og Vincent blandt andet nummer syv ved danmarksmesterskaberne i dressur, og samme år deltog de ved et invitationsstævne på Holte Ride-Klub, hvor det kun var nogle af landets bedste dressurryttere, der var samlet.
Samtidig har Holte Ride-Klub været en stor del af hendes liv gennem alle årene. Hun begyndte med at ride i den gamle rideklub i Søllerød, hvor hun cyklede til ridning, og fulgte siden med, da klubben flyttede til de nuværende rammer i Holte.
Ved siden af dommergerningen har Charlotte Brostrøm i gennem mange år også arbejdet med undervisning af andre ryttere i dressur. Hun er fortsat tilknyttet Holte Ride-Klub som privatunderviser, hvor hun stadig underviser ryttere og hjælper dem med at udvikle deres ridning, dog er det ikke helt så meget som tidligere, efter hun for 5 år siden gennemgik et sygdomsforløb. Dermed har hun gennem et langt hesteliv været en del af det samme klubliv, samtidig med at hun ha fulgt dressursportens udvikling fra både rytterens, underviserens og dommerens perspektiv.
Efter 50 år som dommer er Charlotte Brostrøm fortsat en del af dressursporten, selvom hun i dag ikke dømmer helt så meget som tidligere.
– Jeg dømmer ikke så meget mere. Der er kommet mange om budet, fortæller hun.
Jubilæet markerer således 50 år med dommergerningen og et langt engagement i dressursporten, hvor Charlotte Brostrøm gennem årene har haft flere forskellige roller.