Anna Pørtner
Dansk Varmblod arbejder løbende på at gøre det lettere og mere fleksibelt at være avler. Som led i dette arbejde har forbundet nu indført hovedafsnit register B i regler og vedtægter. Det nye register gør det muligt at registrere afkom, som tidligere ikke kunne optages i forbundet, selvom de genetisk og sportsligt kunne være interessante for avlen.
En hest registreres i hovedafsnit register A, når afstamningen opfylder Dansk Varmblods krav til anerkendt og godkendt afstamning på både fædrene og moderens side. I praksis har nogle avlere dog oplevet udfordringer ved registrering af føl. Det kan f.eks. være ved brug af en unghingst, som endnu ikke har bestået sin afprøvning på bedækningstidspunktet, eller hvis hoppen er kåret i et udenlandsk forbund, som ikke er direkte anerkendt af Dansk Varmblod.
I sådanne tilfælde har føllet hidtil ikke kunnet registreres i forbundet – selvom både hoppe og hingst kunne være kårede og sportsligt relevante. Det ønsker avlsledelsen nu at ændre. Inspireret af lignende modeller i andre WBFSH-forbund har Dansk Varmblod derfor etableret et mere fleksibelt registersystem.
– I avlsledelsen afsøger vi løbende mulighederne for at modernisere vores registreringssystem. Med det nye register B har vi fundet en mere fleksibel procedure til at håndtere de problematikker, der opstår som følge af forskellige regler og principper for afprøvning mellem avlsforbundene, forklarer Vicky Nortvig, talsperson for avlsledelsen i dressur.
Hun fortsætter:
– Med register B kan vi samle de afkom op, som falder lidt uden for de normale regler i forhold til afstamning og afprøvning, så de fortsat kan registreres i Dansk Varmblod og få røde papirer.
Adgang til langt de fleste aktiviteter
Hidtil har nogle avlere måttet registrere deres afkom i udenlandske forbund, hvis afstamningen ikke passede ind i Dansk Varmblods regelsæt. Med register B får disse heste mulighed for at være en del af Dansk Varmblod og deltage i størstedelen af forbundets aktiviteter.
Det betyder, at avlere fortsat kan være en del af det miljø og de aktiviteter, de allerede kender gennem forbundet og regionerne.
Register B-heste kan blandt andet deltage i:
Der er dog enkelte begrænsninger. Register B-heste kan ikke udtages til eliteskue som 3-års og ældre og kan derfor heller ikke opnå medaljer. Hingste kan desuden ikke kåres.
Mulighed for overgang til register A
En registrering i register B udelukker ikke senere optagelse i register A. Hvis et hoppeafkom registreret i register B fremstilles til kåring og opnår mindst 8 i helhed, kan dens kommende afkom registreres direkte i register A. Det kræver dog, at der udstedes et nyt pas gennem SEGES.
Det samme gælder afkom efter hingste, som er godkendt til afprøvning, men endnu ikke har bestået rideprøven på tidspunktet for pasudstedelsen. Disse føl registreres i første omgang i register B. Hvis hingsten senere opfylder kravene gennem bestået afprøvning eller relevante sportsresultater, kan hestens status ændres til register A mod udstedelse af nyt pas.
Afkom kan også registreres i register B, hvis kun den ene forælder er kåret i Dansk Varmblods register A, mens den anden er kåret i et udenlandsk varmblodsforbund, som ikke fremgår af Dansk Varmblods liste over direkte anerkendte forbund. Så længe den udenlandske forælder er kåret i et anerkendt varmblodsforbund, kan afkommet fortsat optages i register B.
Det samme gælder ved brug af iberiske eller andre anerkendte varmblodsracer, hvor avlsledelsen i nogle tilfælde foretager en individuel vurdering – særligt i relation til farveavlsforbund. Et eksempel kan være en PRE-hoppe kåret i hjemlandet, som bedækkes med en hingst godkendt i Dansk Varmblod. Her vil føllet kunne registreres i register B. Koldblods- og ponyracer accepteres fortsat ikke som indkrydsning i Dansk Varmblods hovedafsnit.
Krav til afstamning
For registrering i hovedafsnit register B gælder følgende grundlæggende krav:
Dansk Varmblod understreger samtidig, at avlsledelsen i særlige tilfælde kan dispensere fra reglerne.
– Med det nye register mener vi, at vi har fundet en løsning, hvor vi fortsat fastholder vores niveau og standarder, samtidig med at vi i højere grad imødekommer avlernes valg, afslutter Vicky Nortvig.