En ulykkelig historie med lykkelig slutning

28-03-2026 12:42

Trine Askjær-Jørgensen

Avl

Avler Jørgen Ravn fra Gørklintgård kom tirsdag morgen ud til en trist overraskelse, idet hoppen Bahama, der tre dage forinden havde fået et hingsteføl, lå død i boksen. Heldigvis havde hoppen Darcia plads i hjertet til endnu et føl, så nu går de to halvbrødre sammen hos hende på stutteriet i Holsted

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hos Gørklintgård i Holsted kom der i lørdags endnu et føl til verden i årgangen 2026. Det var hoppen Gørklintgårds Bahama e. Quaterback/ Sunny-Boy, der nedkom med et smukt, sortbrunt hingsteføl efter stutteriets egen hingst Gørklintgårds Million.

Tirsdag morgen – blot tre dage efter, hun havde folet – kom avler og indehaver af Gørklintgård, Jørgen Ravn, desværre ud til en trist overraskelse, da han skulle fodre. Hoppen lå nemlig død i boksen.

– Jeg var til stede under folingen, og det var en helt normal og nem fødsel. Efterbyrden kom med det samme, og hoppen har ikke blødt efterfølgende, så hvad, der er sket med hende, er ikke til at sige. Jeg har ikke haft mistanke om noget, fortæller den erfarne avler.

Den 9-årige DV-hoppe Gørklintgårds Darcia e. Gørklintgårds Santos/ Fanaan XX havde dagen før fået et fint hingsteføl, og hun tog heldigvis gerne imod et mere.

Copyright Ridehesten.com
Selvom han mistede sin mor, trives hingsteføllet efter Gørklintgårds Million/ Quaterback nu fortrinligt. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Jørgen, der har mange års erfaring som avler, vidste lige, hvordan han skulle få hoppen til at tage imod det fremmede føl. Det tog kun fem minutter, og det var den første hoppe, der prøvede.

– Man skal vide, hvordan man gør og kunne læse hesten. Det handler om at få det gjort på hestens præmisser, og så er det vigtigt, at det hele klapper første gang. Hvis hoppen når at blive skeptisk og undre sig over, hvad det er for et føl, så kommer det ikke til at ske, fortæller han og tilføjer:

– Det lykkedes med det samme, og så fik de lige lov at være lidt sammen, inden hendes eget føl også kom ind til hende. Nu går de og hygger de sig sammen alle tre. Så det skal de bare have lov til, og hoppen skal selvfølgelig fodres godt, fortæller Jørgen.

Darcias hingsteføl er også efter Gørklintgårds Million, og dermed er det to halvbrødre, som nu "deler mor".

Copyright Ridehesten.com
De to hingsteføl efter Gørklintgårds Million, men med hhv. Quaterback (sortbrun) og Gørklintgårds Santos (brun med stjerne) til morfar. Foto: Privat
Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen