Fløjhingsten Donauruf til Fie Skarsø

29-06-2014 23:02

Den 4-årige tidligere fløjhingst ved trakehnerhingstekåringen i Neumünster, Donauruf med den helt særlige farve, er kommet i stald hos Fie Skarsø i Luxemburg

Copyright Ridehesten.com

Den 4-årige trakehnerhingst Donauruf e. Herzruf/ Exorbitant xx (70% forædlerblod) var fløjhingst ved hingstekåringen i Neumünster i 2012, hvor Fie Skarsøs tidligere arbejdsgiver familien Hüttner, Gestüt Wiesenhof, erhvervede hingsten.

Nu er Donauruf flyttet til Luxemburg hos Fie Skarsø, som har fået til opgave at forberede hingsten til 30-dages testen og på lidt længere sigt uddanne den frem mod kvalifikation til UVM i Verden næste år og det tyske Bundeschampionat.

- Jeg har haft ham i 14 dage, og jeg elsker ham allerede! Han minder mig så meget om Münchhausen, så det føles på en måde som at komme hjem igen, fortæller Fie Skarsø til Ridehesten.com.

Hun fortæller, at hingsten udover at være gudesmuk og i besiddelse er tre rigtig gode gangarter også har et fantastisk temperament, og er nem at "have med i byen", fordi han er så glad for selskab. Hun mener, at hingstens utrolige ridelighed kommer til at blive dens største force.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen