Fokus på stævnerutine

05-02-2015 12:27

Springrytter Louise Søgaard er i fuld gang med forberedelserne til Katrinelund Unghestechampionat ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning – og stævnerutine og godt humør er blandt nøgleordene

Copyright Ridehesten.com
Louise Søgaard og Detroit ved egnethedstesten i Karlslunde.

- Jeg skal starte hesten Detroit i Katrinelund Unghestechampionat. Detroit vandt egnethedstesten på Sjælland med 887,5 point. Hun er efter Diamant de Revel/Corrado I og er opdrætter og ejet af Hanne Lund og Henrik Hansen, og er desuden halvsøster til Cambodia, som jeg vandt unghestechampionatet på i Herning for to år siden, indleder Louise Søgaard.

- I øjeblikket fokuserer jeg på, at hun får lidt stævnerutine. Ellers er det bare vigtigt, at hun holdes i godt humør, så hun er frisk og klar til at præstere i Herning, fortsætter hun; - Jeg mener selv, at Detroit har en rigtig god chance for at placere sig godt i championatet, hvis det hele ellers spiller, og man har det fornødne held på dagen. Hun er en springhest med den helt rette indstilling, hun er forsigtig, og så har hun masser af kapacitet.

- Jeg glæder mig rigtig meget til Herning. Det er altid en helt speciel oplevelse at ride derovre, men samtidig kan det også være lidt af en udfordring at få det hele til at klappe med de unge heste, der endnu ikke har oplevet så meget, slutter Louise Søgaard.

Du kan opleve Louise Søgaard og Detroit i Katrinelund Unghestechampionat i springning under Dansk Varmblods Hingstekåring den 5. til 8. marts 2015.

Unghestechampionat

Dansk Varmblod

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen