Gal GP-vinder med flere 10-taller

18-05-2013 09:12

I gårsdagens sidste klasse ved CDI-stævnet i østrigske Treffen blev det til en overbevisende sejr til hollandske Edward Gal og Glock’s Undercover 

Weekendens CDI-stævne hos Glock Horse Performance Center i østrigske Treffen er godt i gang, også med dansk sejr til Allan Skov Christensen på Walk of Life e. Wolkentanz II i den trestjernede Prix St. Georges.

Glock Horse Performance Center ejes af Gaston Glock, der også kendes ved at være sponsor for hollandske Edward Gal.

Fredagens firestjernede Grand Prix var kvalificerende til Grand Prix Kür, der rides søndag kl. 14.50 (klassen livestreames sammen med de øvrige klasser direkte på stævnets hjemmeside). Til start var bl.a. den hollandske verdensstjerne Edward Gal, der i overbevisende stil vandt klassen med en samlet score på 79,085%. På den 12-årige sorte vallak Glock’s Undercover e. Ferro opnåede han bl.a. flere 10-taller for piaffe (se dommernes karakterer for de enkelte øvelser via resultatlisten).

Andenpladsen i klassen gik til endnu en verdensstjerne, nemlig spanske Juan Manuel Munoz Diaz, der på den nu 15-årige PRE-hingst Fuego de Cardenas e. Utrerano opnåede en samlet score på 72,809%. Hingsten er en af de traditionelle spanske heste, der i højest grad har formået at slå igennem i international dressur på topplan. I magasinet Ridehestens juninummer 2012 giver Juan Manuel Munoz Diaz desuden gode råd til, hvordan man træner og rider piaffe.

Østrigske Andrea John på den 12-årige vallak Esperanto 4 e. Escudo II red sig ind på tredjepladsen med en score på 69,809%.

Se flere resultater her.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen