Anna Pørtner
Den danske guldmedaljehoppe Valerie B har fået en ny rytter. Den talentfulde hoppe skal fremover rides af den tyske OL-dressurrytter Dorothee Schneider, og allerede i denne weekend får den nye konstellation sin debut i en kvalifikation til den prestigefyldte Nürnberger Burg-Pokal i Görlitz.
Valerie B e. Revolution/Blue Hors Zack er opdrættet af Karin og Peer Guldbrandsen og blev i 2021 kåret som Årets Dressurbetonede Hoppe i Dansk Varmblod, ligesom hun modtog opdrættermedalje i guld ved Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue.
Hoppen gjorde sig tidligt bemærket med sine ekstraordinære gangarter og sit store talent. Som 4-års vandt hun finalen i Pavo og Dansk Rideforbunds championat under Anne-Mette Strandby Hansen, og senere samme år toppede hun også egnethedstesten på Vilhelmsborg med hele 940 point.
Siden har Valerie B markeret sig blandt verdens bedste ungheste i dressur. I 2023 vandt hun 5-års kvalifikationen ved UVM i Ermelo, hvor dommerne blandt andet udtalte, at de fik "gåsehud", da hoppen kom på banen. Året efter gentog hun bedriften ved at vinde kvalifikationen for 6-års heste, men måtte begge år se sig henvist til fjerdepladsen i finalen.
I august sidste år flyttede Valerie B til svenske Patrik Kittel, men nu er den talentfulde Dansk Varmblodshoppe kommet til Tyskland, hvor hun fremover skal uddannes og konkurrere under den erfarne OL-rytter Dorothee Schneider. Præcis hvornår Dorothee Schneider har overtaget tøjlerne, er dog uvist.
Schneider har gennem en årrække været blandt verdens mest succesfulde dressurryttere og har stor erfaring med at udvikle unge heste. Hun har blandt andet ført den danskopdrættede Atterupgaards Barcelo til sejr i finalen af Nürnberger Burg-Pokal i 2024.
Allerede i denne weekend skal den nye ekvipage for første gang på banen sammen, når Valerie B og Dorothee Schneider stiller til start i en kvalifikation til Nürnberger Burg-Pokal i Görlitz – en af Tysklands mest prestigefyldte turneringer for unge dressurheste.