Valerie Ask solgt til ungt talent

27-04-2025 16:06

Nogle heste kravler mere ind under huden end andre, og sådan en hest var Valerie Ask for unge Frida Munk Lassen, der har givet tøjlerne videre på den fantastiske hoppe. Med endnu en operation i vente for Frida, var tiden nu inde til, at Valerie skal gøre en ny rytter lykkelig

Copyright Ridehesten.com
Den 15-årige DV-hoppe Valerie Ask er solgt til en dansk ponyrytter. Foto: Ridehesten.com/ Annika Knudsen Lorentsen

Efter en fantastisk karriere på både nationale og internationale springbaner sammen med unge Frida Munk Lassen i sadlen, har Valerie Ask fået ny rytter. Den 15-årige Dansk Varmblodshoppe skal fremover være læremester for en 15-årig dansk pige, der er ved at tage skridtet fra pony til hest. 

Valerie Ask er efter Larimar 7 med Quite Capitol til morfar, og er opdrættet hos Peder Øllgaard v. Stutteri Gredstedgaard, hvorefter hoppen startede sin uddannelse under kyndige hænder, nemlig med Karen Møller Rohde i sadlen. Da hoppen blev solgt forblev Valerie på Fyn, da hun flyttede ind hos unge Frida Munk Lassen, der har haft stor succes i sadlen på Valerie Ask. Parret har blandt andet opnået følgende resultater sammen: 

  • Sølvmedalje ved DM for U21 i 2023
  • Nordisk mester for ungryttere i 2023
  • Repræsenteret Danmark ved EM og Nations Cup Youth
  • Deltager ved Falsterbo Horse Show U21 Grand Prix
  • Sejre og placeringer på 145- og 150 cm-niveau
  • Med på det guldvindende DM-hold i 2024 

Parrets samarbejde har været kendetegnet ved en bemærkelsesværdig stabilitet og tillid på banen, og Valerie Ask har i den grad været med til at føre Frida helt med frem i toppen af ungdomsspringning. Selvom Frida aldrig havde regnet med at nå så langt, gjorde Valerie det bare nemt for hende, fortæller hun. 

Copyright Ridehesten.com
Valerie Ask startede sin uddannelse under Karen Møller Rohde. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

En beslutning taget med hjertet
Beslutningen om at sælge Valerie Ask har været svær, men nødvendig. I november 2024 blev Frida ramt af en knæskade, der siden har krævet operation og længerevarende pause fra ridningen. Endnu en operation venter til vinter, og dermed ville Frida ikke kunne give Valerie det aktive liv, hun fortjener: 

Selvom jeg havde regnet med, at Valerie skulle blive her resten af sit liv, så har hun ramt 15 år, og hun har ikke brug for flere pauser. Hun skal ud og lave det, hun elsker, mens hun stadig kan, siger Frida. 

Det var derfor nu beslutningen blev taget, da den helt rette familie meldte sig. En 15-årig pige, som nu får æren af Valerie som sin første hest - en rigtig læremester, der skal lære sin nye rytter alt om springning på hest. 

Selvom det gør ondt i maven hver gang, jeg kommer ud i stalden og hendes boks er tom, er jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg. Hun kommer til at få det som blommen i et æg, og jeg kan besøge hende så tit, jeg vil, siger Frida, der beskriver Valerie som en hest med uendelig kærlighed og en helt særlig vilje og evne til at få folk til at smile. 

Copyright Ridehesten.com
Frida Munk Lassen og Valerie Ask har haft mange store succeser sammen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Fantastisk avlspræg 
Det er ikke kun på springbanen, at den 15-årige hoppe har sat sit præg. Valerie Ask har nemlig også haft stor betydning i dansk springavl. Hun er nemlig mor til blandt andet Valene ask e. Cassado Ask/ Larimar, der blev fløjhoppe i finalen ved Dansk Varmblods Krafft Eliteskue. Derudover er hun mor til årets springbetonede hoppe i 2024 og guldmedaljehoppen Vicky Ask e. Todt un Prince Ask og til Veline Ask e. Todt Un Prince Ask/ Larimar, der blev årets hoppe i 2022. 

Valerie stammer fra en stærk præstationslinje med adskillige sportsheste i familien, og hendes afkom viser allerede lovende takter. Hos Frida står hele fem af Valeries afkom i forskellige aldre og udviklingsstadier, som Frida håber vil komme til at præge fremtidens sport. 

Jeg kan se noget af hende i dem alle sammen, og jeg glæder mig til, at de engang bliver klar til at kommer ud på springbanerne, fortæller Frida. 

En taknemmelig afsked
Selvom det var hårdt for Frida at sige farvel til sin tophest, var afskeden også præget af taknemmelighed og kærlighed. Valerie Ask har uden tvivl efterladt sig et uudsletteligt aftryk hos Frida, der glæder sig til at se hende præstere med sin nye rytter. 

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme så langt som rytter, men Valerie fik det hele til at føles nemt. Jeg er så stolt over alle vores fantastiske resultater, men mest af alt, er jeg taknemmelig for, at hun har gjort mig så glad og lykkelig, afslutter Frida. 

Se Fridas rørende Instagram-opslag, hvor hun meddeler om salget herunder: 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner