Har I brug for et nyt sted at mødes?

02-02-2025 06:34

Har din rideklub brug for et nyt sted til for eksempel at afholde arrangementer eller et nyt sted til et cafeteria under stævner? Så har I nu chancen for at skabe et nyt samlingspunkt for klubbens medlemmer eller lokalsamfundet. Realdania uddeler nemlig nu 150 gratis, små lokale mødesteder

Copyright Ridehesten.com
Har jeres rideklub brug for et nyt sted at samles, mødes og udvikle jer? Så har I nu muligheden for at ansøge om ét af de 150 mødesteder fra Realdania. Foto: Ridehesten.com/ Marie Helene Rohleder

En rideklub er et sted, hvor mange medlemmer hver dag samles om hestene og sporten. Det kræver derfor også et sted, der kan være samlingspunkt for klubbens medlemmer eller lokalsamfundet. Ønsker I for eksempel et nyt sted, hvor I kan samles til fællesspisning, et sted der kan bruges som sekretariat under stævner eller et sted, hvor I kan udvikle jer ved at afholde undervisning, workshops og klubaftener? Så har I nu muligheden for at blive hjulpet godt på vej. 

Virksomheden Realdania uddeler i anledning af deres 25-års jubilæum 150 små, lokale mødesteder til foreninger og fællesskaber over hele landet. Realdania har udviklet fire forskellige mødesteder, der hver giver mange muligheder. Mødestederne er nemlig udviklet til at kunne bruges til mange forskellige aktiviteter, og de kan hver især indrettes på forskellige måder alt efter behov. 

Alle kan søge om et nyt mødested og det koster ikke noget. Det kræver blot, at I som klub har en idé og lyst til at samle folk og styrke fællesskabet hos jer. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og kravene for at søge om et af de fire mødesteder er meget små. 

Fakta
Hvad er Realdania?

Virksomheden Realdania arbejder for at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø. I 2025 fylder virksomheden 25 år, og derfor markerer de jubilæet ved at invitere alle til at fejre fællesskabet. 

Med initiativet "Vores Sted" uddeler Realdania derfor 150 mødesteder sammen med fællesskaber og foreninger over hele landet. Realdania har i 25 år arbejdet med lokale fællesskaber rundt om i Danmark, og derfor ved de, hvad de fysiske rammer kan betyde for mødet mellem mennesker. 

Fold up

Hvem kan ansøge?
Alle fællesskaber og foreninger kan ansøge om ét af de fire mødesteder. Realdania kigger særligt efter ansøgere, der ønsker at styrke fællesskabet mellem naboer, fællesskaber mellem unge eller fællesskaber om at dyrke en særlig interesse, som for eksempel at samle både unge og ældre, erfarne og uerfarne om en samlet interesse; hestene. 

For at ansøge skal i blot have en idé til et mødested, der kan styrke fællesskabet hos jer. Derudover skal I være et åbent og inkluderende fællesskab, have et konkret forslag til placeringen af jeres mødested og have et CVR-nummer. 

Copyright Ridehesten.com
Skal paraplyen skiftes ud med et overdækket sted? Foto: Ridehesten.com/ Thomas Bach Jensen

Sådan ansøges der
Først og fremmest skal I vælge ét af de fire mødesteder. Der kan vælges mellem "Fællestaget", som er et sted at mødes, hvor det er hyggeligt at kigge ud og lave noget sammen. Derudover er der "Naturbasen", som er et sted at mødes om det aktive liv i det fri, hvor der kan opbevares udstyr, samle gruppen, lægge planer og holde pause. Så er der "Værkstedet" som er et sted, der er tiltænkt til at bruge hænderne, være kreative, reparere og give gamle ting nyt liv. Sidst er der "Udestuen" som er et sted at mødes, hvor der kan dyrkes, spises, arbejdes, spilles spil, afholdes workshops og lignende. 

Herefter skal I udvælge en god placering til mødestedet og spørge den person, der ejer grunden, om det er okay at søge efter én af de ovenstående løsninger, der skal placeres på grunden. Tredje step er at formulere jeres idé, altså sætte ord på, hvordan det nye mødested kan styrke jeres fællesskab i gruppen. Sidst men ikke mindst, skal ansøgningen udfyldes. I kan se en video om ansøgningsprocessen lige her. 

Ansøgningsfristen er den 1. maj 2025, og det eneste det kræver er at følge ovenstående proces, samt have et ønske om et stærkt fællesskab og brænde for at skabe et lokalt samlingspunkt. I kan læse meget mere om projektet og sende jeres ansøgning lige her. 

Kilde: Dansk Ride Forbund, Realdania

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner