Heste tilbage i Hjallerup

03-06-2016 13:37

Sidste år fik Hjallerup Rideklub bygget et stort internationalt ridestadion som ligger lige ved siden af Hjallerup Marked – i år går de to op i en højere enhed

I den kommende weekend med start allerede i dag, begynder det landskendte Hjallerup Marked, der er kendt for at handle med alverdens ting – også heste. Hjallerup har i mange år haft en ambition om at blive hele Danmarks hesteby, og i år ser det ud til at lykkes, når markedet åbner op i dag, for masser af oplevelser med heste. Hjallerup Rideklub vil nemlig i år afholde spring- og dressurstævne på det flotte nye stadion lige ved siden af det gamle marked, således supplerer oplevelserne hinanden. Derfor vil der blive afholdt springning på stadion fredag samt lørdag, søndagen vil stå i dressurens tegn: - Det er ikke bare et marked med køb og salg af heste, men det afspejler moderne hestehold og aktiviteter, så det bibeholder det oprindelige, men udvikler sig i takt med, hvordan hesteverdenen og hestevelfærd ser ud nu, siger Rikke Carlé fra Hjallerup Rideklub.

Hestevelfærden er i højsæde

Ved Hjallerup Marked er der desuden stor fokus på at hestevelfærden skal være i top, det betyder derfor også, at der i år er foretaget nye tiltag og ændringer på pladsen, hvor hestene skal stå henover weekenden: - Der er masser af god plads, der hvor de står. Desuden er der vand og hø til dyrene, så de ikke kommer til at mangle noget, og så står de selvfølgelig på græs, fortæller Rikke Mersholm, som er ansvarlig for hestene ved dette års marked og tilføjer: - Her bliver solgt heste af god kvalitet. Når de ankommer til markedet om morgenen, bliver de taget godt imod og alle dyr gennemgås af en dyrlæge, som tjekker at alt er i orden.

Den gode handel

- Der er under hele weekendens marked dyrlæger og desuden er Dyrenes Beskyttelse også til stede, så vi hele tiden sikrer os, at alle dyrene her på pladsen bliver godt set efter, fortæller Rikke. På Hjallerup Marked er der mellem 5-700 heste samlet i alt, det er både salgsheste samt showheste. Der handles mest imellem hestehandlerne og ikke så mange private købere køber heste på markedet. Priserne ligger som regel omkring de 5.000 kr., men i år står også en enkelt sort hingst på pladsen, som kan købes for 25.000 kr. – Mange af kræmmerne bruger markedet som en udstillingsplatform og får så i den efterfølgende tid flere konkrete handler i hus, netop derfor føler de sig meget tilfredse, forklarer Rikke desuden.

Læs mere om Hjallerup Marked

Kilde: dr.dk

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen