Hingste med Grand Prix-heste i familien

15-02-2026 10:03

Der er udtaget 19 Dansk Varmblods-registrerede dressurbetonede unghingste til hingstekåring i Herning, og frem mod hingstekåringen, vil hingstene løbende blive præsenteret

Copyright Ridehesten.com
19 DV-hingste er udtaget til hingstekåring i Herning og i tiden op til Herning, vil de løbende blive præsenteret. Her ses katalog nr. 35, Kolano. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når Dansk Varmblod endnu en gang inviterer til hingstekåring i MCH Messecenter Herning fra den 4.-8. marts, er der udtaget 19 DV-registrerede unghingste i hold 1. Vi genser hingstene i Herning allerede torsdag, hvor de skal vises på fast bund for dommerne: Vicky Nortvig, Bjarne Nielsen, Johnny Sørensen og Rune Willum inde i Dansk Hesteforsikring Arena E. 

Hingstene skal herefter longeres foran dommerne om fredagen inde i KRAFFT Arena M, og så har de hviledag lørdag, mens de søndag skal vises løse inden publikum og hesteejere og opdrættere får besked om, hvorvidt hingsten er godkendt til det videre kåringsforløb. 

Copyright Ridehesten.com
Dommerteamet bestående af fv. Vicky Nortvig, Bjarne Nielsen, Johnny Sørensen og Rune Willum. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Frem til starten på Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning vil de 19 DV-registrerede dressurhingste samt de ni springhingste, som er udtaget til kåring, løbende blive præsenteret. I denne nyhed præsenteret nogle af de dressurbetonede DV-hingste, som vi får at se i Herning. Det er enkelte af de hingste, hvor der ifølge kataloget er Grand Prix-heste i stammen. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Én af dem, hvor der er en Grand Prix-hest i stammen, er katalog nr. 33, Bugatti e. Be Sure/ Franklin, som er opdrættet af den danske avler Henrik Hansen, der desværre gik bort i en tragisk ulykke, da han ankom på hjemmeadressen i Solrød Strand efter en succesfuld hingstekåring i Herning sidste år. Hingsten er ud af samme stamme som Grand Prix-hesten og den tredobbelte UVM-guldvinder Fiontini e. Fassbinder. I stammen er der flere sportsheste, to guldmedaljehopper og den avlsgodkendte hingst Forecast e. Franzé. 

Copyright Ridehesten.com
Katalog nr. 33, Bugatti. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Katalog nr. 35, Kolano e. Blue Hors Kingston/ Blue Hors Farrel, opdrættet af Blue Hors og ejet af Ib Kirk og Per Thybo er også en af dem, der har Grand Prix-heste i stammen. Kolanos mormor er Fiesta's Girl e. Donnerhall, som er helsøster til Blue Hors Don Schufro, der bekendt var en del af det bronzevindende OL-hold med Andreas Helgstrand i sadlen i Hong Kong i 2008. I stammen finder man ligeledes Blue Hors Zatchmo, som er en kåret hingst samt Blue Hors Zirrus (godkendt til afprøvning). Begge er efter Blue Hors Zack, og begge er Grand Prix-heste. 

Copyright Ridehesten.com
Katalog nr. 35, Kolano. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Sidste unghingst til præsentation denne gang, er katalog nr. 61, FA Villarrreal e. Vitalis/ Sir Donnerhall, som er opdrættet og ejet af FA-Horses ApS. I stammen hos denne hingst finder man OL-hesten Salvino e. Sandro Hit, samt flere stærke sportsheste. FA Villarreals mormor, F.A. Lady Philomenia har også en hest, Kentucky e. Kjento udtaget til unghestechampionatet i Herning i år. FA Villarreal blev udtaget ved den ekstra forbesigtigelse på Dressurakademiet i Randbøl. 

/DV Event. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner