Anna Pørtner
Den 7-årige DV-hoppe Alstrups Cinderella har i den forgangne uge været den mest sete hest på Ridehestens salgsportal. Den 165 cm høje hoppe er efter Ci Ci Senjor Ask med Corrado I til morfar og har allerede markeret sig flot i unghesteklasserne.
Hoppen har blandt andet opnået en tredjeplads i B-finalen ved 4-års championatet og en andenplads i B-finalen ved unghestechampionatet i Herning. I dag går hun på MB-niveau og beskrives som en hest med både kapacitet, mod og en stor arbejdsglæde.
Ifølge nuværende ejer, Tine Jepsen, er Cinderella dog meget mere end blot gode resultater og potentiale. Hun er først og fremmest en hest, der gør et særligt indtryk på dem, hun møder på sin vej:
– Cinderella er en helt særlig hest, og selvom mange sikkert siger det om sin egen, så er der noget ved hende, der gør et uudsletteligt indtryk på alle, hun møder. Med sin charme og sit store hjerte vinder hun folks hjerter med det samme.
Tine fortæller, at hoppen både er venlig, betagende, og at hendes udstråling og energi hurtigt fanger opmærksomheden. Samtidig er hun en hest, der virkelig nyder at arbejde - ikke mindst når det gælder springningen:
– Hun er venlig, betagende og har en helt unik udstråling, og så er ørerne bare altid fremme. Hun elsker bare at springe, siger Tine.
I dagligdagen beskrives Cinderella som en glad og energisk hoppe, der altid møder opgaverne med en positiv indstilling. Ifølge nuværende ejer er hun den type hest, der altid forsøger at løse opgaven:
– Hun er ubetinget glad og fuld af energi, og uanset hvad man beder hende om, går hun gennem ild og vand for en.
Netop hendes indstilling til arbejdet er noget af det, nuværende ejer fremhæver som helt særligt. Hoppen giver altid sit bedste og forsøger at hjælpe rytteren, også når afstanden eller beslutningen på banen måske ikke er helt optimal:
– Hun siger aldrig nej tak. Hendes tilgang er altid positiv, og samtidig er hun ikke bange for at fortælle piloten, hvis der bliver lavet fejl, forklarer Tine.
Det kan blandt andet komme til udtryk med et lille bukkespring, hvis rytteren overlader lidt for meget til tilfældighederne:
– Ser jeg for eksempel en dårlig afstand og overlader for meget ansvar til hende, så kvitterer hun gerne med et lille bukkespring, men igen på den glade måde. Det er blot en lille reminder til piloten om at bruge hovedet, forklarer Tine med et smil.
Gennem årene har hoppen givet sin nuværende ejer mange gode oplevelser på springbanerne. Som amatørrytter fortæller Tine, at Cinderella har en helt særlig evne til at fortsætte og kæmpe videre, selv når tingene ikke altid bliver redet perfekt:
– Som amatørrytter træffer jeg naturligvis ikke altid de perfekte beslutninger på springbanen, men hun tilgiver hver eneste gang, kæmper videre og signalerer nærmest; pyt, vi fortsætter.
Det har derfor heller ikke været en nem beslutning at sætte hende til salg:
– Det har været den absolut sværeste beslutning i hele min ridekarriere, at lige netop hun skulle sælges.
Forklaringen er blandt andet, at nuværende ejer har en 4-årig hjemmeavlet hest i gang, og derfor ønsker hun at fokusere på én hest i hverdagen. Samtidig erkender hun også, at Cinderella fortjener en rytter, der i højere grad kan udnytte hendes potentiale.
– Jeg får simpelthen ikke udnyttet Cinderellas enorme potentiale fuldt ud, og det fortjener hun, afslutter Tine.
Selvom der har været mange henvendelser og stor interesse for den udtryksfulde hoppe, er der endnu ikke fundet det helt perfekte match, som for Tine er vigtigere end et hurtigt salg.
Ønsker du et hurtigt og sikkert salg? Så skal din hest være "Ugens salgshest" på Ridehesten.com.
Ridehesten.com er Danmarks mest besøgte hesteside med i gennemsnit over 26.000 besøgende hver dag.
Vi huser i forvejen en populær salgsside med mange daglige besøgende, men nu har du muligheden for at skabe endnu mere opmærksomhed på din salgshest.
Ugens salgshest på Ridehesten.com
Som ugens salgshest producerer vores redaktion en artikel om din salgshest.
Vi ringer dig op til et kort telefoninterview og skriver en artikel på 3-400 ord om din salgshest. Du har mulighed for at vælge 2-3 billeder fra vores store fotodatabase til artiklen.
Artiklen vil blive markeret som advertorial og ligge som topnyhed på ridehesten.com i minimum 2 timer.
Pris: 1250 kr. inklusiv moms.
Er du interesseret?
Kontakt Ridehestens redaktion, Trine Askjær Jensen og Thomas Bach Jensen, på mail info@ridehesten.com