Husker du at tjekke din hestetrailer?

09-05-2026 10:05

For mange hestefolk er en hestetrailer en fast del af inventaret, og mange bruger den ofte flere gange om ugen. Derfor er det også yderst vigtigt at være sikker på, at traileren er både ren, sikkerhedsmæssig forsvarlig og generelt klar til brug

Copyright Ridehesten.com
Har du sikret dig, at din hestetrailer er køreklar? Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

For mange ryttere er hestetraileren en fast del af hverdagen, og i nogle tilfælde bliver den måske brugt flere gange om ugen. Derfor er det også vigtigt at huske, at traileren kræver løbende vedligeholdelse og sikkerhedstjek – både af hensyn til trafiksikkerheden og hestens trivsel under transporten. 

En trailer udsættes for meget slid året rundt. Fugten fra det danske vejr, salt på vejene om vinteren og den daglige brug kan hurtigt sætte sine spor, hvis man ikke sørger for at vedligeholde den korrekt. Samtidig kan manglende rengøring og dårlig ventilation påvirke hestens indeklima under kørslen og i værste fald føre til luftvejsproblemer. 

Ventilation er vigtig
Når man transporterer heste, er god ventilation afgørende. Dårlig luft og høj ammoniakkoncentration fra urin og gødning kan skabe et ubehageligt miljø for hesten, særligt på længere ture eller varme dage. 

Derfor bør man altid sørge for, at trailerens ventilation fungerer korrekt, og at vinduer eller luftspjæld bruges efter forholdende. Mangler vælger at lukke helt af i dårligt vejr, men det kan faktisk give et tungt og fugtigt indeklima i traileren. 

Er du i tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt at køre med et vindue eller en ventilation åben, så kan du altid kontakte fabrikanterne bag din trailer, som kan være behjælpelige med at guide dig i, hvordan en god ventilationskanal virker. 

Husk rengøringen
Regelmæssig rengøring er ikke kun vigtig for udseendet – det er også afgørende for trailerens levetid. Gødning og urin er stærkt ætsende og kan med tiden beskadige både gulv og metaldele. Derfor bør man altid fjerne møg, vådt strøelse og hø efter brug, og særligt hestens tis og møg, da det efterlader syre. 

En grundig vask med mild sæbe med jævne mellemrum, særligt efter vinteren, kan desuden være med til at forebygge rust og slitage, men det giver altså også et bedre indeklima for din hest. 

Copyright Ridehesten.com
Det er vigtigt at tjekke dækkene på ens hestetrailer. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Dæk og lys bør tjekkes ofte
Mange tænker først på traileren, når de skal ud at køre, men et hurtigt sikkerhedstjek et par dage inden afgang kan være afgørende. Lys, blink og bremser bør altid kontrolleres, inden man kører ud på vejene med sin hest læsset bagi. 

Samtidig spiller dækkene en større rolle, end mange måske tror. Dækkenes tilstand har stor betydning for både vejgreb, stabilitet og bremseevne, og nedslidte eller gamle dæk øger risikoen for ulykker markant. Selvom dækkene stadig har mønster, anbefales det generelt, at de ikke bliver mere end fire til fem år gamle. 

Det er samtidig også vigtigt at kontrollere dæktryk jævnligt og sikre, at dækkene passer til trailerens vægt og anvendelse. 

Hold øje med bund og rampe
Bunden i traileren er et af de vigtigste områder at kontrollere. Særligt ældre træ- eller finerbunde kan med tiden blive svækket af fugt, urin eller råd. Derfor bør man jævnligt efterse både bund og rampe for tegn på skader, svamp eller bløde områder. 

Hængsler, låse og påløbsbremse bør desuden smøres løbende, mens gummilister ved døre og rampe med fordel kan behandles med silikone, så de holder tæt og ikke tørrer ud. Selvom man kan gøre meget selv, så er der også ting, man bør få tjekket hos en professionel en gang imellem. Det gælder eksempelvis bremserne, som bør tjekkes jævnligt. 

Copyright Ridehesten.com
Husk at tjekke bunden for råd og fugt. Foto: Ridehesten.com/ Marie Helene Rigård Rohleder

Overvej et serviceeftersyn
Selvom almindelige hestetrailere som udgangspunkt ikke skal til periodisk syn i Danmark, kan det stadig være en god idé at få traileren serviceret med jævne mellemrum. Her kan man blandt andet få gennemgået bremser, hjullejer, lys og kobling, så eventuelle problemer opdages i tide. 

Et regelmæssigt serviceeftersyn kan både øge sikkerheden, forlænge trailerens levetid og være med til at bevare dens gensalgsværdi. 

I juli-udgaven af magasinet Ridehesten 2020 kan man læse meget mere om trailere og blandt om hvordan man forlænger levetiden på dem.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner