Georgia Timmermann
Med Veteran-EM lige om hjørnet rettes fokus nu mod de ryttere, der kæmper for en plads på det endelige danske EM-hold. Forberedelserne er i fuld gang, og de kommende uger bliver afgørende for både ryttere og heste. Til Jysk Rideuge Spring den 16.-19. juli 2026 med Danmarks Cup for Veteraner udvælges de fem ryttere, som skal repræsentere Danmark ved Veteran-EM i august 2026.
Der er flere gode argumenter for at samle bruttotruppen til et stævne før det store EM-mål.
1. Det styrker holdånden
Når rytterne samles og konkurrerer under samme rammer, skabes der et stærkere fællesskab omkring det kommende mesterskab. Det giver både holdleder, ryttere og supportere mulighed for at lære holdet bedre at kende og skabe en fælles følelse frem mod EM.
2. Formen kan testes under konkurrenceforhold
Et stævne er en vigtig indikator for den aktuelle form. Resultaterne i MB-klasserne kan give holdledelsen værdifuld information om både ryttere og heste, inden den endelige udtagelse skal foretages.
3. Det giver et stærkere grundlag for den endelige udtagelse
Når de sidste fem EM-pladser først skal fordeles sidst i uge 29, vil præstationerne i Silkeborg kunne indgå som et vigtigt element i vurderingen af, hvem der aktuelt er bedst rustet til at repræsentere Danmark.
Samtidig vil publikum få mulighed for at følge de potentielle EM-ryttere tæt på banen, mens de også kan bakke op om veteranrytterne i Veteran Danmarks Cup. Det vil skabe ekstra interesse omkring stævnet og være med til at sætte fokus på veteranridningen forud for et historisk europamesterskab på hjemmebane.
Nu bliver det spændende at følge udviklingen frem mod den endelige udtagelse og se, hvilke fem ryttere der får lov til at repræsentere dannebrog til EM i Bernstorffsparken den 7-9. august 2026.