Hvem vinder mesterskabet i Herning?

02-03-2024 11:42

I denne weekend afholder Herning Rideklub ponylandsstævne i springning. Stævnets hovedattraktion er de indendørs DRF–mesterskaber for pony og children, og jagten på guldmedaljerne starter allerede i dag. Arrangøren melder om god stemning 

Copyright Ridehesten.com
Opvisningshallen, hvor mesterskaberne vil blive afviklet i dag og i morgen. Foto: Privat/Herning Rideklub
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er tredje gang i streg, at Herning Rideklub afholder det indendørs DRF–mesterskab for pony kategori III, II og I samt for children.

Allerede i går red de første 126 starter på banen i opvarmningsklasserne, hvor der både var regionale og nationale klasser fra LB1* til MA1* for pony samt et par childrenklasser.

Stævnet er ligeledes godt i gang i dag fra morgenstunden, men hen på eftermiddagen bliver det for alvor spændende, når rytterne i mesterskaberne skal på banen i første runde. Kat. 3'er ponyerne skal gå MB2**, dvs. 90 cm, mens 2'erne og 1'erne skal springe henh. 110 og 120 cm i MA2**. Første afdeling af childrenmesterskabet, hvor rytterne rider på hest og maksimalt må være 14 år, afvikles i LA1* 115 cm.

Staldansvarlig og medarrangør Sandra Them beretter om god stemning og ro og orden på stævnepladsen:

Det gik ganske glidningsfrit med de første klasser i går, og der er god stemning på stævnepladsen. Alle mesterskabshestene er blevet godt indkvarteret, og vi har valgt at inddrage vores lille ridehal til opstaldning, så ingen skal stå i teltstald i det lunefulde marts–vejr. Vi glæder os bare til nogle gode dage, lyder det fra Sandra, der også synes, at det giver ekstra ro i maven, når man som stævnearrangør kan trække på erfaringerne fra de tidligere år.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi har desuden nogle fantastiske og erfarne frivillige, der får det hele til at glide, siger Sandra også.

Fokus på velfærden
Lørdag formiddag vil der være et hesteeftersyn og udstyrskontrol af alle de ponyer og heste, som skal starte i mesterskabsklasserne. Dette gøres som et tiltag for hestevelfærden, så kun heste/ponyer, der er "fit to compete" får lov at starte. Hesteeftersynet udføres af en DRF official eller en af DRF–udpeget dyrlæge, og hesten vil bl.a. blive tjekket for sår fra bid og sporer. Der vil desuden blive tjekket for lovligt og korrekt tilpasset udstyr.

Medaljerne uddeles i morgen
I morgen rider rytterne i mesterskabet igen, hvor de fire nye indendørs DRF–mestre skal findes. Klasserne rides i metode A, dvs. én hovedrunde. Fejlene fra lørdag og søndag sammenlægges og ved lighed får vi rytterne at se i en sandsynligvis hæsblæsende omspringning inden medaljerne og de røde sejrsdækkener uddeles i morgen. 

Sandra glæder sig til den spændende finale i morgen og opfordrer alle interesserede til at komme forbi:

Der er hyggelig stemning og gratis adgang, og man kan nyde de hurtige ponyer fra den opvarmede rytterstue, så hvis man vil se på tæt hold, hvem der vinder mesterskabet, så foregår det lørdag og søndag i Herning. 

Se start- og resultatlister her.

I morgen vil Ridehestens fotograf være til stede, og vi skriver selvfølgelig om, hvem der tager sejren i mesterskabet.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen