JBK Horse Shows Talentpris 2013

21-10-2013 13:36

JBK Horse Shows Talentpris på 15.000 kr. blev i år tildelt Kristine Koch Bejstrup, der i en alder af blot 15 år har gjort sig godt bemærket som juniordressurrytter

Copyright Ridehesten.com
Kristine Koch Bejstrup får overrakt JBK Horse Shows Talentpris 2013 af Jens Trabjerg.

Som det er traditionen ved JBK-stævnet i Odense, blev JBK Horse Shows Talentpris igen i år uddelt. Prisen uddeles til en pony-, junior- eller ungrytter, der i løbet af året har udvist særligt talent. Ud over den store anerkendelse er der en check på 15.000 kr. til modtageren af talentprisen.  

I år var det pony/junior-rytter Kristine Koch Bejstrup, der havde gjort sig særlig positivt bemærket og derfor fik tildelt den flotte pris.

Kristine startede året med stor succes som både pony- og juniorrytter, hvor hun bl.a. vandt den første kvalifikation af ECCO Cup i begge rækker. Sidenhen valgte hun at sælge sin pony og lægge sit fokus på sin junior-deltagelse, hvor hun da også opnåede at ride med på det danske hold til de nordiske mesterskaber.

Det var tydeligt, at det kom som en meget stor overraskelse for Kristine, at det var hende, der skulle modtage talentprisen.

- Det er helt vildt fantastisk, jeg er bare så glad!, fortæller en storsmilende Kristine, der også fortæller, hvordan hun absolut ingen idé havde om, at de rosende ord, der blev udtalt om årets modtager, var møntet på hende, før hun så sig omkring og opdagede, at hendes veninder sad og grinede stort af hende.

Da det endelig gik op Kristine, at det var hende det handlede om, og hun kom ind på banen for at modtage blomster og check fra Jens Trabjerg, var det da også med et par tårer i øjenkrogen.

Kilde: jbkhorseshows.dk

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen