Kamilla afsluttede Drammen med manér

10-06-2025 06:36

I går red de danske springryttere på banen for sidste gang ved Nations Cup-stævnet i norske Drammen. Efter en uge med flere flotte resultater sluttede Kamilla Ladefoged Rasmussen af med en top-3 placering

Copyright Ridehesten.com
Kamilla Ladefoged Rasmussen sluttede stævnet i Drammen af med en flot placering i sadlen på Loverboy B. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

De danske springryttere har i den forgangne weekend været i aktion ved Longines EEF Series Nations Cup i norske Drammen, hvor Danmark sikrede sig en af de eftertragtede pladser i årets semifinale. Derudover har en stor del af de danske springryttere redet de internationale klasser, og i går, ved stævnets allersidste dag, sluttede unge Kamilla Ladefoged Rasmussen af med en suveræn runde og en tredjeplads. 

Sammen med den 9-årige Loverboy B e. Elvis Ter Putte/ Arthos red hun på banen i den 3-stjernede Nations Cup 140 cm-klasse, hvor 19 ekvipager var til start. Kamilla og Loverboy red på banen som start nummer 14, og sikrede sig ikke bare en virkelig flot, fejlfri runde, men også en hurtig en af slagsen. I tiden 58,69 sekunder strøg hun direkte ind på en foreløbig tredjeplads og lagde dermed pres på de resterende ryttere. 

Copyright Ridehesten.com
Kamilla Ladefoged Rasmussen har også haft gode runder med placeringer på Chico Z. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der var dog ingen af de sidste fem ekvipager, der formåede at slå Kamilla og Loverboys flotte runde, og derfor kunne hun altså slutte Drammen af med en flot tredjeplads i et stærkt felt. Sejren gik til irske Sean Monaghan i sadlen på Be Obboe, der krydsede målstregen i tiden 57,33 sekunder, mens brasilianske Thiago Ribas Da Costa tog sig af andenpladsen i sadlen på Catharina W & W Z e. Centurio 22/ Griseldi, der red i tiden 57,40 sekunder. 

Det er ikke den eneste klasse, som danske Kamilla Ladefoged Rasmussen har været placeret i i løbet af stævnet i Drammen. Fredag startede hun nemlig suverænt ud i Nations Cup-klassen med en flot fjerdeplads i sadlen på Chico Z e. Clinton/ Quantum, hvorefter hun rundede dagen af med en tiendeplads sammen med Starlight van de Dompelhoeve e. H&M Chilli Willi/ Celano. Søndag blev hun endnu en gang placeret med Chico Z, denne gang som nummer 10 i den 145 cm høje klasse, og i går sluttede hun altså stævnet af med endnu en flot placering. 

Copyright Ridehesten.com
Kamilla Ladefoged Rasmussen og Starlight van de Dompelhoeve. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Stævnets resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner