Annika Knudsen Lorentsen
Rolex Grand Slam of Show Jumping regnes som den måske mest prestigefyldte serie inden for international ridesport. Serien samler fire af verdens mest ikoniske stævner: The Dutch Masters i ’s-Hertogenbosch, CHIO Aachen, CSIO Spruce Meadows ‘Masters’ i Calgary samt CHI Genève. Kun én rytter har nogensinde formået at vinde tre Grand Prix-klasser i træk og dermed sikre den legendariske Grand Slam-titel – britiske Scott Brash i 2015.
I sidste weekend blev endnu et kapitel skrevet, da Rolex Grand Prix ved CHIO Aachen samlede verdenseliten på den traditionsrige græsbane i Tyskland. Aachen omtales ofte som springridningens “katedral”, og stævnet er kendt for sin særlige atmosfære, enorme publikumstilslutning og teknisk krævende baner. Det er netop i Aachen, at årets VM skal stå.
Årets udgave af Rolex Grand Prix udviklede sig til et opgør mellem nogle af sportens mest formstærke ekvipager. Ud af de 40 startende ryttere gik 18 videre til anden runde, hvoraf 11 fortsat var fejlfri. Kun tre ekvipager formåede dog at levere en dobbelt nulrunde og kvalificere sig til den afgørende omspringning. Det var tyske Sophie Hinners med Iron Dames Singclair, argentinske José María Larocca med Finn Lente samt hjemmebanefavoritten Richard Vogel på United Touch S.
I omspringningen viste Richard Vogel endnu engang, hvorfor han aktuelt regnes blandt verdens absolut stærkeste ryttere. Med en kombination af høj fart, præcise vendinger og fuld kontrol stoppede han tiden i 45,57 sekunder og sikrede sejren foran et begejstret hjemmepublikum. Larocca sluttede som nummer to, mens Sophie Hinners fuldendte den tyske succes med en tredjeplads.
En lille fun fact er, at Sophie Hinners og Richard Vogel danner par, og de kunne derfor i høj grad fejre successen på podiet sammen.
Sejren havde ekstra stor betydning, fordi Vogel allerede tidligere på året vandt Rolex Grand Prix ved The Dutch Masters. Dermed står den tyske stjernerytter nu som den aktuelle “live contender” i Rolex Grand Slam-serien og er blot én sejr fra at kunne skrive sig ind i ridesportens historiebøger. Næste mulighed kommer ved CSIO Spruce Meadows ‘Masters’ i Calgary senere på året.
CHIO Aachen viste samtidig endnu engang, hvorfor Rolex Grand Slam-serien har så stor sportslig betydning. Banerne kræver både teknik, mod og strategisk ridning, og konkurrencen samler konsekvent verdens bedste ryttere og heste. Kombinationen af historiske arenaer, massive præmiesummer og ekstrem sportslig kvalitet gør serien til noget ganske særligt i international springridning.
For Richard Vogel markerede weekenden i Aachen ikke blot en prestigefyldt hjemmesejr, men potentielt begyndelsen på et historisk Grand Slam-eventyr. Med United Touch S i topform og selvtilliden intakt går den tyske ekvipage nu ind i resten af sæsonen som Grand Slam-sportens absolutte centrum.
Rolex udbetaler en bonus i tilfælde af, at en rytter deltager og opnår succes i henhold til følgende bonussystem:
Det betyder, at Vogel skal vinde ved Spruce Meadows for at sikre sig Rolex Grand Slam of Show Jumping som den anden i historien, og hvis han også lykkes med at vinde i Geneve, kan han se frem til en bonus på hele 2 millioner euro.
Se et interview med Vogel nedenfor.