Kenyas første Prix St. George redet af danske Anja

01-11-2021 19:01

I bedste Karen Blixensk pioneerstil har danske Anja du Toit som den første rytter i Kenya startet Prix St. George dressur – oven i købet på en dansk varmblodshoppe

Copyright Ridehesten.com
Anja du Toit i midten til præmieoverrækkelse. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Danske Anja du Toit, 54, har har boet i Kenya med sin sydafrikanske mand i 18 år, hvor hun driver Malo Stables på den landejendom, der ligeledes er hjem for familien, som også tæller parrets to sønner. Anja driver her rideskole og udbyder turridning i Kenyas fantastiske natur.

Anja har importeret flere dansk varmblodsheste til Kenya, og de udgør sammen andre varmblodsheste af hollandske og tyske blodlinjer staldens besætning, der faktisk også tæller flere individer, der er resultatet af dels sædimport fra tyske hingste men også importerede, drægtige DV-hopper, som så har folet hos Malo Stables i Kenya.

Copyright Ridehesten.com
Anja du Toit i sit Prix St. George-program med DV-hoppen JJ's Samia. I Kenya rider man altid på græsbane. Foto: Barbara Minishi

Hun har gået på rideskole som barn og haft skovturshest i Danmark, men havde ingen kendskab til dressur og uddannelse af dressurheste, da hun flyttede til Kenya. Under ophold i Danmark har Anja fået undervisning hos Michael Søgaard, som hun har bevaret kontakten med, hvilket har ført  til flere besøg af den den danske berider, der har hjulpet med flere af hestene i Malo Stables. Anjas heste er overvejende af dressurafstamning, og de bruges alsidigt til springning, military, dressur og turridning.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Anja er meget engageret i ridesporten i Kenya, og træner flittigt derhjemme på at blive en bedre dressurrytter og uddanne sine heste. Her i oktober har hun som den første rytter i Kenya redet en Prix St. Georges dressurklasse ved et FEI-stævne.

Jeg har ingen træner her til hverdag og har altså ingen øjne på jorden, der kan se, hvad jeg laver. Heller ikke noget spejl på min ridebane, så jeg selv kan se, hvad jeg laver, griner Anja. – Jeg skal opfinde hjulet, hver gang jeg stiger et trin op på stigen, og det har været en Sisyfos-opgave af dimensioner. Derfor har jeg læst dressurbøger og set træningsvideoer i massevis.

Copyright Ridehesten.com
Anja du Toit. Foto: Privat

Hun har fornylig haft besøg af endnu en professionel dressurrytter fra Danmark, Henrik Palm Toft, som har været en god hjælp, og som var med på sidelinjen, da Anja debuterede i Prix St. Georges med den mægtige DV-hoppe, JJ’s Samia (ex. Slæbækgaards Samia) e. Samarant/ Carano (opdr. Dorte Bak Himmelstrup). Ved samme stævne startede hun en FEI seniorklasse på en DV-hoppe, som hun også har meget kær, nemlig HP Summerbird e. Fürstenball/ Friedensfürst (opdr. Lone Bøegh Henriksen).

Jeg elsker de to hopper. Mit resultat i Prix St. Georges blev ikke prangende, da jeg også red forkert, men det har været stort hernede, at det var den første Prix St. Georges nogensinde officielt redet i Kenya, fortæller Anja, der knokler videre med at forbedre sig på dette niveau.

Copyright Ridehesten.com
Anja du Toit og hoppen HP Summerbird. Foto: Privat
Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen